Prognose: Nord-West-noteringen foran seriøst fald

I denne uge er Nord-West-noteringen uændret på 27 euro, mens noteringen for 8-kilos grise ligeledes er uændret på 17,50 euro. Men der lurer nye fald i horisonten.

Nord-West noteringen, som altid er gældende for den foregående uge, er stadigvæk uændret, men VEZG-smågrisenoteringen indikerer allerede, at Nord-West noteringen vil falde med fem euro på mandag. 

Det skriver Danske Svineproducenter i en markedskommentar.Den kommende prisnedsættelse af Nord-West noteringen ændrer imidlertid næppe den grundlæggende markedssituation. På grund af den store udbudspukkel på slagtesvinemarkedet er det fortsat meget vanskeligt at afsætte smågrise. Hvis slagteklare grise ikke afhentes til slagtning, kan man ikke købe nye smågrise – heller ikke til en lavere pris. Derfor forventer tyske markedsinteressenter, at prisnedsættelsen næsten ingen effekt vil have med hensyn til afsætningssituationen. 
 
Ikke desto mindre var den tyske omsætterorganisation VEZG nødt til sænke smågrisenoteringen, efter den tyske slagtesvinenotering faldt med 8 cent i onsdags. Markedsinteressenterne var klar over, at smågrisenoteringerne ikke afspejlede de faktiske markedspriser i de seneste uger, men at de er blevet holdt på et kunstigt prisniveau. Timingen af prisnedsættelsen kan imidlertid ikke være værre, fordi stemningen på markedet lige var blevet en smule bedre i den seneste uge, da Tönnies fik tilladelse til at slagte yderligere 40.000 slagtesvin om ugen i Rheda-Wiedenbrück. 
 
Den afgørende impuls til den nye prisnedtur kommer fra det tyske slagtesvinemarked. Nogle af de store tyske slagterier øgede prispresset markant i starten af den seneste uge. Priserne på kødmarkedet er hver uge faldet med nogle få cent i den seneste måned, mens slagtesvinenoteringerne var uændrede. 

Desuden er noteringerne i andre europæiske lande allerede faldet i de seneste uger. Derudover påstår tyske slagterier, at der fra Danmark kommer mere svinekød til lave priser ind på det europæiske marked, efter DC Horsens er afskåret fra at eksportere til Kina. På den måde har de store tyske slagterier fundet en egnet syndebuk. Med hensyn af det store udbud af slagteklare grise var den tyske omsætterorganisation VEZG nødt til at give efter i onsdags.

hka
 
 

Læs også