Ikke mindre end en tre dages fejring skal der til, når der inviteres til reception, åbent hus og åbningsfest, efter en over 4.000 kvadratmeter stor ejendom er blevet forvandlet fra at huse køer og grise til nu plove i massevis.
I starten af maj går det løs. Først reception, så åbent hus og til sidst åbningsfest. Efter to års ombygning er bygningerne i Vils på Mors endelig klar til at blive vist frem som et nyt og stort plovcenter.
Det er Jens Iversen, manden bag Ploveksperten og Farmimplement, som står bag projektet og nu inviterer indenfor til indvielse af det nye plovcenter på vejen, som har det passende navn Plovvejen i Vils på Mors.
Den tre dage lange fejring starter med en reception torsdag den 2. maj for kollegaer og forretningsforbindelser. Her kommer blandt andet borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, og klipper snoren.
Dagen efter, fredag den 3. maj, er der åbent hus. Her inviteres alle, som har lyst til at se det nye plovcenter på Mors indenfor. Fra klokken 10-21 vil der være en række aktiviteter.
- På åbent hus-dagen er der mulighed for at hilse på ejeren af Ovlac, som hedder Jorge Calvo og flere gange om dagen vil tage os med rundt på fabrikken virtuelt og fortælle om fabrikken, forklarer Jens Iversen.
Der vil ligeledes være mulighed for at lytte til plovinstruktør Bjørn Olesen, som vil give gode råd, fif og ideer, til plovjustering.
Og så vil Jens Iversen selv selvfølgelig fortælle om stedet og dets tilblivelse. Det har taget to år at ombygge gårdens 4.010 kvadratmeter bygninger fra fedesvin og malkekvæg til et moderne plovcenter.