Seneste investering i den omfattende maskinpark hos Ebberup Maskinstation er en 6 meter Horsch Focus såmaskine.
- Når vi aftaler et tidspunkt for såning eller en anden opgave hos en kunde, skal vi møde frem til tiden og med maskiner og udstyr, som er tidssvarende og vedligeholdt, så arbejdet kan udføres til punkt og prikke. Derfor har vi en moderne maskinpark og sørger hele tiden for at holde grejet i orden.
Det påpeger Henrik Banke (43) på værkstedet i Ebberup Maskinstation på en af de mange juli-regnvejrsdage. Sidste år overtog han den sidste halvpart i virksomheden efter faderen Jørgen Banke (75) som afslutning på et glidende generationsskifte siden 2012.
Her fortæller han om den seneste investering, der dog først leveres her omkring 1. august, men som blev vist frem på årets fynske dyrskue. Det er en seks meter Horsch Focus 6 TD luftassisteret såmaskine med dybdeharvetænder, der både kan så raps og korn, men også kan tildele gødning og for eksempel sneglegift. Desuden er den udstyret med frøgrej, der kan så græsfrø i hver anden række.
- Hidtil har vi sået raps med vores Horsch Terrano dybdeharve med såudstyr. Men ikke mindst i takt med den større interesse for direkte såning og måske også kommende krav i forbindelse med CO2-afgiften, har vi her til den forestående sæson anskaffet denne nye såmaskine, der skal så stort set alt.
Vigtig med kapacitet
Ebberup Maskinstation vil dog fortsat kunne tilbyde såning efter pløjning med virksomhedens hidtidige Horsch Pronto 6 meter rotorsåmaskine. Til gengæld er såudstyret til Terrano-harven solgt.
- For os er det vigtigt at have kapacitet til rådighed, ikke mindst her inden længe, hvor opgaverne med både høst, halmbjærgning og såning af raps, efterafgrøder og korn ofte er sammenfaldende, påpeger Henrik Banke.
Derfor forudser han, at det meget vel kan blive aktuelt, at begge såmaskiner kan komme på arbejde samtidig her i efteråret.
Omstillingsparat
Den nye Focus såmaskine, der er købt gennem WekoAgro’s fynske salgskonsulent Uffe Christensen, kan med dens TerraGrip-tænder arbejde helt ned i 30 centimeters dybde og med rækkebredder på 30 centimeter for raps og 15 centimeter for korn.
- Vi lytter naturligvis til kundernes ønsker og behov, og følger generelt udviklingen på maskinfronten. Som maskinstation skal man være omstillingsparat, pointerer Henrik Banke, og nævner gps og gradueret tildeling som områder, hvor det er vigtigt at være med på vognen.
Derfor ser han det som en fordel selv at råde over et areal til afprøvning af nye metoder og som buffer i sæsonerne. I Ebberup Maskinstations tilfælde drives 375 hektar. Dertil kommer aftaler om totalpasning af to bedrifter på i alt 325 hektar.
Med undtagelse af snerydning på et par ruter i Assens Kommune arbejdes der udelukkende indenfor landbrugsområdet. Til gengæld kan alle opgaver som udgangspunkt løses med den omfattende maskinpark.
Startede med sukkerroer
Da Jørgen Banke etablerede maskinstationen på Thingledhave i 1981 handlede det om sukkerroer.
- Alle havde sukkerroer her på egnen, og der blev hurtigt travlhed med såning, sprøjtning og optagning. Men det hele endte jo som bekendt i 2006, da fabrikken i Assens blev lukket ned. Vi kørte dog videre et enkelt år med vores selvkørende optager og var med i »roe-pram-eventyret«, fortæller Jørgen Banke, der fortsat tager sig af dagligt forefaldende kontorarbejde og serviceopgaver.
Efter sin landbrugsuddannelse kom Henrik hjem som 21-årig og var dermed også med i de »gode sukkerroetider«. Gennem sin erfagruppe hører han dog stadig om den lukrative afgrøde fra kollegaen hos Døllefjelde Maskinstation.
- De mistede så til gengæld ærtehøsten over én nat. Derfor er det i vores branche så vigtigt at være omstillingsparate og klar til at møde fremtiden, understreger den vestfynske maskinstationsejer.
Gylle hele året
Ligesom de fynske sukkerroedyrkere måtte omstille sig, for en stor parts vedkommende med en øget griseproduktion, er netop gyllekørsel blevet blandt hovedaktiviteterne hos Ebberup Maskinstation. Her rådes der over to gyllevogne med 36 meters slangebom og en 24 meters, der også kører med nedfælder.
- Gyllekørsel er for os nærmest en beskæftigelse hele året. Derfor er vores største Fendt med 500 hk aldrig spændt fra den ene af gyllevognene.
Her i høst køres der med to Claas mejetærskere og to bigballepressere, og ensilering af græs og majs er også en stor aktivitet på den vestfynske maskinstation.
Ekstra fast mand
Foruden far og søn er der fire fastansatte medarbejdere på Ebberup Maskinstation. Og endnu en fast medarbejder tiltræder her 1. august. Dertil kommer to mand, som indlejes på timebasis i højsæsonerne.
- For mig er det vigtigt, at vi har en attraktiv arbejdsplads, hvor vores dygtige folk har gode forhold, og hvor der kan tages hensyn til familien, uanset om arbejdet på en maskinstation i perioder naturligvis betyder nogle lange dage.
- Og samtidig tæller en moderne maskinpark også hos medarbejderne, er Henrik Banke forvisset om.
Ebberup Maskinstation
Grundlagt i 1981 af Jørgen Banke. I/S med sønnen Henrik i 2012 som glidende generationsskifte. Henrik Banke overtager i 2023 faderens halvpart. Maskinstationen er personligt ejet, og lejer sig ind i bygningerne på Thingledhave med tilhørende jord, som ejes af Lisbeth og Jørgen Banke
Beskæftiger sig udelukkende med landbrugsopgaver for kunder, samt totalpasning af to bedrifter på i alt 325 ha og egne 375 ha
Udpluk af maskinparken:
6 stk. Fendt traktorer, 1 stk. ældre John Deere traktor
2 stk. Claas Lexion 670 mejetærskere og 2 stk. bigballepressere
Claas 960 finsnitter med græs- pickupbord og 12-rækket majsbord
3 stk. Samson gyllevogne
Horsch trailersprøjte
2 stk. Horsch 6 meter såmaskiner - Pronto rotorudgave og den nye Focus 6 TD med dybdeharvetænder