VM i pløjning: Danskere tog medaljer i Estland

For første gang i mange år var der danske podiepladser i både standardplov og vendeplov, da Martin Lindberg Velling og Søren Korsgaard repræsenterede de danske farver ved VM i pløjning.

To danskere kunne stille sig på podiet ved VM i konkurrencepløjning. Søren Korsgaard modtog en samlet andenplads. Arkivfoto: Christian Carus

Midt i august løb VM i konkurrencepløjning af stablen i Tartu, Estland. Her var Martin Lindberg Velling klar i standardplov og Søren Korsgaard i vendeplov.

Danmark kunne bryste sig af den bedste placering for vendeplov i næsten 20 år, da Søren Korsgaard pløjede sig til en samlet andenplads.

- Det er en fantastisk dejlig følelse, selvom det ikke rigtig er gået op for mig endnu. Vi havde arbejdet med nogle forskellige ting, som bare lykkedes, fortæller Søren Korsgaard fra Holstebro.

- Jeg havde håbet på at tage en god placering i en af klasserne. Men jeg havde faktisk ikke troet, det kunne lade sig gøre

Søren Korsgaard, VM-deltager

Ikke siden 2005 har Danmark modtaget sølv i vendeplov, og for Søren Korsgaard blev det også til personlig rekord, da han modtog sølv i grønjord på førstedagen og dagen efter havde indstillet ploven til en bronzemedalje i stubjord, hvilket indbragte en samlet andenplads ved VM.

- Jeg havde håbet på at tage en god placering i en af klasserne. Men jeg havde faktisk ikke troet, det kunne lade sig gøre, siger Søren Korsgaard.

26-årig Martin Lindberg Velling fra Hobro trak på mere end 10 års erfaring, da han på førstedagen pløjede sig til en guldmedalje i standardplov på grønjord og med lørdagens resultater samlet kunne modtage en tredjeplads ved VM.

Ved verdensmesterskaberne sidste år havde Martin Lindberg Velling indstillet plovene til en samlet andenplads og kunne derfor også tage vandrepokalen med hjem.

En ukendt sport i verdensklasse

Selvom det nok er de færreste danskere, der kender til konkurrencepløjning, klarer de omkring 200 danske pløjere sig ganske godt ude i verden. Som en lille nation har Danmark derfor flere gange været på podiet ved verdensmesterskaberne og kan sågar bryste sig af flere verdensmestre gennem årene.

De danske pløjere kvalificerer sig til VM ved DM i pløjning, som i år afholdes den 25.-26. oktober ved Nørregaard Planteavl i Grindsted.

Ved VM i pløjning konkurreres der i to discipliner: stubjord og grønjord. Der uddeles medaljer for hver disciplin samt medaljer for den samlede score.

Læs også