Rekordår med de hvide gravemaskiner

KSM-Maskinservice i Kissendrup har succes med de tyrkiske Hidromex gravemaskiner. Programmet strækker sig fra 14,5 og op til 60 tons, og i år kommer en ny otte tons model.

Ved en tilfældighed kom KSM-Maskinservice i Kissendrup i 2016 i forbindelse med den store tyrkiske producent af gravemaskiner, Hidromex. Og siden er de hvide maskiner vundet frem på det danske marked i en grad, så den østfynske importør sidste år kunne melde om et nyt rekordsalg. Og salget her i første kvartal er allerede på samme niveau, som hele 2024.

- Vi oplever, at entreprenørerne igen vælger Hidromex, når maskinparken skal fornyes eller udvides. Fra kunderne fremhæves især maskinernes styrke, komfort og enkelthed sammen med den konkurrencedygtige pris, siger Henrik Bergholdt, der står for salget, mens sønnen Frederik er indehaver og tager sig primært af servicedelen.

Som både importør, forhandler og servicepartner værdsættes endvidere den tætte relation mellem maskinfirmaet og brugerne. Det bekræftes blandt andet under reportagen fra Odense Havn her på siden.

Kvik og stærk

- Siden jeg var 17 år, har jeg prøvet næsten alle maskinmærker. Vi fik denne første Hidromex for et år siden, og det bliver også sådan én igen, når vi skal have en maskine mere senere i år, forsikrer Teis Schou Jacobsen fra familiefirmaet Din Entreprenør fra Odder, mens han er i gang med at forberede det store nye halbyggeri på Lindø-terminalen.

- Den er både kvik og stærk, og arbejder perfekt sammen med Engcon tiltrotatoren. Og som to meter høj er der rart med en rummelig kabine. Endvidere glæder vi også over det stærke samarbejde med Frederik (Bergholdt, red.), der altid er klar med service, uanset hvornår og hvor vi arbejder, siger den 41-årige maskinfører.

KSM-Maskinservice råder over fire servicebiler, og på smedeværkstedet i Kissendrup er der mulighed for at indrette og påsvejse udstyr på maskinerne efter kundernes ønsker.

I udstillingshallerne vises nye eksemplarer af Hidromex gravemaskineprogrammet, der strækker sig fra 14,5 til 60 tons. Inden åbent hus-arrangementet i firmaet den 7. og 8. marts vil fire nye maskiner være hentet hjem fra Tyrkiet, og senere på året dukker den første af en ny model på otte tons op i Kissendrup.

Læs også