Nøgleord fra Sivertsen-chef: Kvalitet, troværdighed og relationer
Efter 60 års forhandling af Ford og New Holland ser salgschef Bjarne Obel ind i fremtiden med Massey Ferguson som Sivertsens nye stærke fundament. Og ikke mindst glæder han sig over en intakt servicestab og de stærke kunderelationer trods det markante mærkeskifte.

- Selvfølgelig er det lidt underligt at skulle tænke andre veje. Men produktmæssigt er det samme høje kvalitetsniveau, siger Bjarne Obel om skiftet fra de blå til røde traktorer. Siden 1987 har han været salgschef hos Sivertsen A/S. Fotos: Erik Hansen
Når Sivertsen A/S på torsdag den 27. marts inviterer til åbent hus i maskinforretningen i Roskilde, vil der fortsat stå et par nye usolgte New Holland traktorer i rækken ud til Københavnsvej. Men først og fremmest gælder det præsentationen af Massey Ferguson traktorerne, som sidste år afløste maskinforretningens forhandling gennem 60 år af Ford og siden 1989 under New Holland-brandet.
Det markante mærkeskifte blev en realitet 10. januar sidste år, da et nyt kontraktoplæg fra CNH Danmark blev forkastet af familievirksomheden.
- Heldigvis kunne vi selv beslutte, at vi måtte skilles efter det mangeårige samarbejde. Og på vores betingelser kunne vi straks efter sætte vores underskrift på en Agco-kontrakt med Massey Ferguson-forhandlingen på hele området øst for Storebælt, lige med undtagelse af Nordsjælland, som den mangeårige MF-forhandler, Helsinge Maskinforretning, varetager, beretter salgschef Bjarne Obel.

Torsdag den 27. marts holder Sivertsen A/S i Roskilde åbent hus med blandt andet præsentationen af den nye Massey Ferguson-forhandling. I bygningen tæt ved Holbæk-motorvejen har også søsterselskabet Øbakke A/S til huse.
Intakt servicestab
Bjarne Obel har selv en årelang tilknytning til de blå traktorer og gule høstmaskiner, idet han i 1973 blev udlært hos Sivertsen og siden 1987 har været maskinforretningens salgschef.
- Selvfølgelig er det lidt underligt at skulle tænke andre veje. Men produktmæssigt er det samme høje kvalitetsniveau, og samtidig har alle folkene valgt at blive hos os, trods skiftet fra blå til rød. Derfor er vores erfarne serviceorganisation helt intakt.
- Det, sammen med vores nøgleord som troværdighed og kvalitet og stærke kunderelationer, gør, at vi så afgjort har en tro på fortsat at være en vigtig samarbejdspartner for landbruget, også i fremtidens forventelige markante strukturudvikling, forsikrer Bjarne Obel.

- Alle folkene er blevet hos os, trods skiftet fra New Holland til Massey Ferguson. Derfor er vores erfarne serviceorganisation helt intakt, fremhæver salgschef Bjarne Obel.
Loyale kunder
Han erkender, at mærkeloyaliteten kan være fremherskende hos nogle brugere, men han føler også en stærk loyalitet i forhold til forretningen og de servicefolk, som fortsat vil kunne være tilknyttet kunderne.
- Vi har allerede solgt flere MF’ere med blå traktorer i bytte, ligesom jeg også at mødt trofaste kunder som har sagt, at »så kan du vel skaffe os en god brugt New Holland«.
Salgschefen understreger, at med den store erfaring på værkstedet vil NH-brugerne naturligvis fortsat vil kunne betjenes.
Markedsledende på Bornholm
Aftalen med Agco om MF-forhandlingen i det store syd- og østdanske område gør, at Sivertsen er på udkig efter en lokation for en afdeling i det sydsjællandske område.
Endvidere er der indgået aftale med Fårevejle Maskinforretning om at være områdeforhandler på Vestsjælland, og med Søllested Maskinforretning om at dække Sydhavsøerne som områdeforhandler.
Endelig er Sivertsen med sidste års opkøb af Granhøj Landbrugsmaskiner i Østermarie blevet markedsledende på Bornholm. Tilbage i 2020 opkøbtes den daværende NH-forhandler A.P. Hellisen i Aakirkeby, og med en planlagt sammenlægning af de to lokationer her i 2025 vil der være 22 mand beskæftiget fra forretningen med både salg og service af Massey Ferguson, Fendt og Valtra på øen.

Inklusive de 22 medarbejdere på afdelingen på Bornholm er i alt 65 beskæftiget hos Sivertsen. Her et blik ind i butik- og reservedelsafdelingen.
Hollandsk partnerskab
Maskinforretningen, som i dag har i alt 65 medarbejdere, blev grundlagt i 1938 af Sivertsen familien, og var frem til 2009 ejet af Sivertsen-familien. Her blev den overtaget af Øbakke A/S, der blandt andet importerer og distribuerer Takeuchi minigravemaskiner, Kramer minilæssere og Huddig gravemaskiner.
Virksomhederne har til huse under samme tag i Roskilde, og Toni Øbakke er administrerende direktør for begge virksomheder. Ligeledes deles om visse administrative opgaver, og i højsæsoner kan der trækkes på hjælp hos de separate værksteder.
I december 2024 indgik Sivertsen og Øbakke partnerskab med hollandsk-baserede Zweegers Equipment Group, som herhjemme i forvejen er kendt som ejer af MI i Vejle. Endvidere har investeringsselskabet interesser indenfor Agco-forhandlere i Holland, Belgien, Canada og Italien.
- Fundamentalt har vi samme dna, værdier og mål for fremtiden. Med denne ekstra kapital i ryggen er vi rustet til udviklingen med endnu større spillere i markedet, fastslår Bjarne Obel og fremhæver, at den nye partner hverken har ændret eller ønsker indflydelse på den daglige drift i Sivertsen.
Stor have-/park-afdeling
Foruden Massey Ferguson-programmet tilbydes landbrugskunderne også produkterne fra Amazone og Pöttinger, som har været forhandlet gennem mange år fra Roskilde-forretningen.
Ikke mindst på grund af beliggenheden i et stort industriområde og tæt på hovedstaden er have-/parkmaskiner et stort aktiv hos Sivertsen.
- Vi tilbyder alle gængse kvalitetsprodukter som blandt andet Husqvarna, Stihl og Stiga. Og som noget nyt er Ferris græsklippere også kommet på programmet, fortæller Bjarne Obel og nævner, at to sælgere er dedikeret området, ligesom service af have- og parkmaskiner har en egen afdeling på værkstedet.
Kunderne er anlægsgartnere, kommuner og boligselskaber, Men også mange private strøgkunder besøger den store butik tæt ved Holbæk-motorvejen. Endvidere afsættes mange butiksvarer gennem Sivertsens webshop.
Torsdag den 27. marts vil der fra klokken 10 til 20 være åbent hus hos såvel Øbakke som Sivertsen med gode tilbud på både nyt og brugt, servering af mad og spændende konkurrencer.

Have- og parkmaskiner er en stor aktivitet hos Sivertsen i Roskilde.

Som noget nyt er de mørkerøde Ferris græsklippere kommet på programmet. Som det fremgår, er mange maskiner ved at blive kørt i stilling til forårssæsonen.