New Holland fejrer 50 år med Twin Rotor-teknologi
Det er 50 år siden, New Holland sendte sin første mejetærsker med Twin Rotor-teknologi på markedet. En innovation, der stadig sætter standarden.

New Hollands første Twin Rotor-mejetærsker, TR70, blev lanceret i 1975 med en 145 hk motor og en kapacitet på 5.550 liter. Maskinen markerede starten på en teknologi, der siden er blevet forfinet og videreudviklet til nutidens højeffektive CR-modeller. Pressefoto
Det begyndte med et behov for bedre udbytte og mindre spild. I slutningen af 1960’erne satte ingeniører i Belgien sig for at udvikle en helt ny måde at høste på – en metode, der skulle vise sig at blive et af de mest vedvarende teknologiske gennembrud i moderne landbrugsmaskineri.
New Hollands Twin Rotor-koncept blev oprindeligt udviklet i slutningen af 1960’erne med det formål at forbedre udbyttet, renheden og minimere tab. De første testmaskiner blev udviklet på fabrikken i Belgien og testet i majs og hvede i 1968 og 1969. Teknologien adskilte sig fra traditionelle tromle- og rysterprincipper ved at udnytte centrifugalkraft til at skille kornet fra plantematerialet.
Den første produktionsmodel, TR70, kom på markedet i 1975 med en 145 hk motor og en 5.550 liters korntank. Siden har udviklingen taget fart, og i 2002 blev de første CR-modeller lanceret med opgraderet Twin Rotor-teknologi. Serien er løbende blevet forbedret med innovative funktioner som IntelliSense automation, Dynamic Flow Control og OptiSpread Plus for optimal afgrøderensning og effektivitet.
I dag toppes serien af de nye CR10 og CR11, som produceres på New Hollands Center of Harvesting Excellence i Zedelgem, Belgien. De nyeste modeller er udstyret med kraftigere motorer og større kapacitet end nogensinde før – CR11 med 775 hk og en korntank på 20.000 liter.