Den største roeskærer på markedet blev solgt på landsskuet
Den nye VDW CLT Speedy, solgt af Jooma ApS på førstedagen af Landsskuet, kan skære op til 120 ton i timen og er videreudviklet med fjernbetjening og luftbremser. Den blev solgt til Elmegården, som også købte prototypen sidste år.

Foto: Jooma
Jooma ApS fik en god start på årets Landsskue i Herning, hvor virksomheden allerede på førstedagen solgte en nyudviklet VDW CLT Speedy til Elmegården ved Frederiks, lyder det i en pressemeddelelse.
Maskinen blev solgt af Joomas nyansatte sælger og servicemand Rasmus Bech.
CLT Speedy er en videreudvikling af en prototype, som Elmegården købte sidste år. Den nye version er blandt andet blevet opgraderet med en større raspevalse, hvilket gør det muligt at skære cirka 120 tons i timen. Desuden leveres maskinen med fjernbetjening, så alle funktioner kan betjenes direkte fra læsseren. Luftbremser gør det muligt at køre med maskinen på landevej med op til 40 kilometer i timen.
Glæder mig
- Jeg glæder mig til at se den nye maskine i drift. Den er optimeret på mange områder, siger Rasmus Bech.
Rasmus Bech får ansvaret for salg, igangsætning og servicering af maskiner fra både VDW og USA-maskiner.
Jooma ApS importerer og sælger maskiner til kvægbrug, herunder strømaskiner, roeraspere og mixervogne. Virksomheden er desuden netop blevet servicepartner for Peecon mixervogne og forventer snart at kunne tilbyde et reservedelslager.
- Jeg glæder mig til at komme ud at besøge de mange kontakter, jeg har fået under Landsskuet, og vise vores kvalitetsmaskiner, siger Rasmus Bech.