Da Jeppe Rasmussen som 26-årig landbrugsmaskinmekaniker i marts 1996 købte landsbysmedjen i nabobyen Yding, var der kun en enkelt smed i værkstedet. I dag spiser han middagsmad i kantinen sammen med en del af sine 90 ansatte i Yding Smedie & Maskiner A/S i industrikvarteret bag Danish Crowns slagteri i Horsens.

- Hvad har opgaven været her i formiddag, spørger han sidemanden ved frokostordningen for alle ansatte, og får at vide, at det har stået på reparation af en traktor i Give.

Sammen med sin hustru Christina, der siden overflytningen fra Yding til Horsens i 2017 har været ansat i virksomheden med ansvar for HR og marketing, viser ejeren rundt i den 8.000 kvadratmeter maskinforretning.

- For os er medarbejderne, som alle er specialister, vores altafgørende ressource. Derfor sørger for de bedst mulige rammer og velfærd, lyder det fra Jeppe Rasmussen, mens han får en hurtig snak med folkene, han støder på i værkstederne, lageret og salgsafdelingen.

- Vi er sat i verden for at løse problemer i fællesskab - og forudsætningen for at lykkes er en vedvarende og konstruktiv dialog på tværs af hele organisationen, tilføjer hustruen med HR-ansvaret, da parret støder på Morten Veilgaard og lærlingen Sofus Matthiesen, som er ved at klargøre en Krone finsnitter, der senere på ugen skal i gang med majshøsten.

- Det går fornuftigt

Trods den voldsomme vækst gennem de snart 30 år glæder Jeppe Rasmussen sig over, at virksomheden har kunnet fastholde at være serviceorienteret med benene solidt plantet på jorden.

Senest roser han medarbejderne for indsatsen i den hurtige og hektiske høstsæson, som netop er overstået. Næste opgaver, som venter, er service af de mange pressere, som er ved at færdiggøre sæsonen, og klargøring af finsnittere og kartoffelmaskiner.

- Med vores brede produktprogram kan vi fylde hele året ud med opgaver, og generelt har vi ikke grund til at klage. Det går ganske fornuftigt, også økonomisk, selvom det er en svær branche med stor lagerbinding, omstilling til den kommende trepart og en uforudsigelig renteudvikling. Og samtidig glæder vi os over fortsat at kunne være et velfunderet, familieejet foretagende med stærk fokus på kunderne, service og reservedelsforsyning, påpeger eneejeren af Yding Smedie & Maskiner A/S.

Super rammer

Tilnavnet »& Maskiner« blev føjet til Yding Smedie i 2017, da købet af daværende Horsens Maskiner blev en realitet. Rammerne for de dengang 35 mand i Yding var blevet for snævre, og at virksomheden rykkede fra den højtbeliggende landsby til det nordlige industrikvarter i Horsens, har Jeppe Rasmussen på ingen måde fortrudt.

- Vi fik super rammer i den kun 10 år gamle 4.000 kvadratmeter maskinforretning, og en optimal beliggenhed tæt på motorvejen lige midt i landet. Og i tilgift 15 dygtige medarbejdere og forhandlingen af Case IH traktorerne og høstmaskinerne.

Med fra Yding var forhandlingen af Krone, Amazone og Kverneland, og på landbrugssiden er JCB læssemaskinerne kommet til. I dag er forretningen Master-forhandler af Case IH, sidste år med et salg på 60 nye og brugte traktorer. Samtidig er Yding Smedie & Maskiner landets største Krone-forhandler. Her blev der til sidste sæson overdraget 20 pressere til østjyske kunder.

4.000 kvadratmeter mere

Hurtigt blev rammerne i Horsens alligevel for små, og en identisk bygning på 4.000 kvadratmeter blev i 2019 opført langs den eksisterende. Her er indrettet mandskabsfaciliteter, kantine, smedeværksted og en koldhal til nye maskiner.

Smedeværkstedet er videreført fra Yding, men nu i anderledes format med stor krankapacitet i loftet, værkstedsmaskiner og et område, hvor smede både udfører reparationer og fremstiller de velkendte YSM-redskaber som rækkegrubbere, lugevogne mm til grøntsagsproduktion.

Seneste udvidelse er en afdeling i Farre, hvor Yding Smedie & Maskiner her har overtaget den tidligere Herborg-afdeling. Tilbage i 2023 blev Case IH-forhandleren Lind & Kruse opkøbt, og i marts i år rykkede faciliteterne og de 20 ansatte fra Bredsten til Farre.

Skandinavisk import

Med indlemmelsen af den kendte Bredsten-forretning dækkes det østjyske område fra nord for Århus til Kolding og på tværs fra Grindsted til Samsø, når det gælder Case IH og de øvrige landbrugsprodukter.

Men Yding Smedie & Maskiner har gennem årene tillige opbygget en omfattende portefølje af importmaskiner, som sælges i hele landet og i de øvrige skandinaviske lande. Fra starten har det været med fokus på redskaber til frilandsgartnerier, især efter opkøbet af C.O. Specialmaskiner i Horsens. Foruden de egenproducerede YSM-maskiner gjaldt det ikke mindst de tyske Einböck rækkerensere og strigler.

I rækken og den løbende tilgang af importmaskiner til højværdiafgrøder kom de store Dewulf kartoffelmaskiner samt udstyr til håndtering af kartofler til i 2017 efter indtoget til Horsens.

Apropos kartoffeldyrkningen, der er eskaleret herhjemme de seneste år men med udfordringer med færre sprøjtemidler, er en import af en 12 meter strømførende bom undervejs. Ved at give strøm til kartoffelplanterne sker nedvisningen her effektivt og uden brug af kemi.

Yding Smedie & Maskiner

Grundlagt i 1996, hvor Jeppe Rasmussen (55) køber landsbysmedjen i Yding. Han er fortsat eneejer af familievirksomheden, der i 2017 flyttede fra Yding til Horsens

I Yding var forhandlingerne Deutz-Fahr traktorer, Krone, Amazone, Kverneland m.v. samt import og egenproduktion af redskaber til frilandsgartnerier

Med overtagelse af maskinforretningen i Horsens medfølger forhandlingen af Case IH. Senere kommer også forhandlingen af JCB landbrugslinjen samt import af Dewulf kartoffelmaskiner. Den omfattende import af maskiner til mekanisk renholdelse og andre opgaver indenfor højværdiafgrøder udbygges

8.000 kvadratmeter under tag i Horsens. XXXX kvadratmeter i Farre-afdelingen, som i år blev overflyttet fra Bredsten, efter Lind & Kruse blev opkøbt i 2023

90 medarbejdere, heraf 20 i afdelingen i Farre. Heriblandt 10 salgsfolk og 40 servicefolk på værkstederne

60 robotter solgt i Skandinavien

Med den store erfaring og et meget bredt udvalg af maskiner til frilandsgartnerier, er Yding Smedie & Maskiner A/S nu også en stærk spiller indenfor fuldautomatisk såning og renholdelse af afgrøder. Således er maskinforretningen første og eneste forhandler af den danskproducerede, autonome Farmdroid markrobot, ikke alene herhjemme men i hele Skandinavien.

På de første fem år er solgt over 60 af disse gps-styrede og CO2-neutrale robotter, der drives af solpaneler på toppen af redskabet. Med en hastighed på under en kilometer i timen kan den køre uden opsyn i marken.

Senest er vinrobotten fra franske VitiBot indlemmet i maskinprogrammet, og den første er solgt til renholdelse i en dansk vinplantage.

Maskiner