Fuldhydraulisk rive sikrer ensilagen

Vesterbølle Maskinstation valgte til 2020-sæsonen endnu en Kuhn GA 13131 fire-rotors rive for at sikre sine kunder den bedste ensilagekvalitet.

I maskinhuset hos Vesterbølle Maskinstation nær Ålestrup i Nordjylland står tre selvkørende finsnittere, rengjorte og hver med en pickup i front. Klar til den kommende græssæson.

- Ja, vi får mere og mere græsensilering i disse år, siger maskinstationsejer John Andersen fra den ekspanderende virksomhed, han selv satte sig i spidsen for i 2013.

Med til perfekt finsnitning af græs og høj ensilagekvalitet hører også en perfekt sammenrivning, og det har ført til, at John Andersen har investeret i nye Kuhn fire-rotors river. Den første til sæson 2019 og endnu en til sæson 2020. Begge fuldhydrauliske GA 13131 fire-rotors river med en arbejdsbredde fra 8,40 meter og op til 12,5 meter, hvilket er ideelt for de mange, der praktiserer faste kørespor.

Fokus på kvalitet

- Mine kunder her på egnen er ganske store og yderst professionelle kvægbrugere, og de er faktisk ligeglade med farven på mine maskiner. Det er kvaliteten af det arbejde, jeg leverer, der betyder noget, forklarer John Andersen.

Det kendte »Take Off« system, hvor Kuhn GA 13131 riven helt automatisk, kontrolleret og nænsomt sænker sig ned i afgrøden og ved enderne igen hæver sig lige så nænsomt er vigtigt.

- På den måde undgås, at rivefingrene på noget tidspunkt hugger sig ned i jorden og bringer snavs med ind i materialet. Et andet aspekt er at kunne danne meget ensartede og velformede skår, der både øger snitterens kapacitet og sikrer den ensartede kvalitet, fastslår John Andersen.

- Det er faktisk meget vigtigt for at kunne skabe disse ensartede og velformede skår, at man med Kuhn GA fire rotors riverne kan booste hastigheden 20 procent på de to forreste rotorer i forhold til de bagerste. Det fungerer helt fantastisk, og det ved man først, når man har prøvet det, forklarer John Andersen.

Minimal vedligeholdelse

Den ene Kuhn GA 13131 rive på Vesterbølle Maskinstation har nu kørt to sæsoner og den nyeste – og helt identiske rive - kun én sæson. Leverandørens påstand om markedets laveste vedligeholdelsesniveau holder stik hos Vesterbølle Maskinstation.

- Du må gerne skrive, at jeg endnu ikke har brugt en eneste krone på reservedele til de to river, der altså sammenlagt nu har kørt tre sæsoner.

Ifølge John Andersen tager det traktorføreren højst 10 minutter at udføre den daglige vedligeholdelse forud for en hel arbejdsdag. Tilkoblingen er meget enkel, idet der kun skal tilkobles tre slanger, hvoraf den ene er til bremserne på transporthjulene. Den PTO-drevne hydraulikpumpe sidder foran drejepunktet i hovedtrækstangen, hvilket betyder at PTO-akslen aldrig udsættes for skarpe vinkler, når man drejer.

Integreret hydrauliksystem

Med hydraulisk effektoverførsel til oliemotorerne i de fire store rotorer er denne transmission fri for smørenipler og daglig vedligeholdelse som på mekaniske systemer.

Kuhn GA 13131 riven er isobus-kompatibel og kan manøvreres fra en VT 50 redskabsmonitor i kabinen eller via traktorens skærm. I begge tilfælde med foragerautomatik og maskinens unikke Take Off system, der aktiveres med et enkelt tryk på en enkelt knap.

Vesterbølle Maskinstation har desuden købt en Kuhn GF 13012 bugseret vender til sæson 2020, så hvis græsset er tungt, primært i de første slet, så kan det også spredes i de faste kørerspor.

teba

Læs også

Claas tilbyder »Try and Buy«-koncept
Den første af den største til mælkeproducent i Himmerland
Otte meter bred gyllenedfælder fra Gøma
Thyregod klar med flere radrensere
McCormick udvider forhandlernettet
Valtra lancerer ny app til frontlæsseren