VF-løsninger til mejetærskere på vej frem

Hos Mertz Maskinhandel oplever Anders Bo Ruder en stigende interesse i løsninger med VF-dæk til mejetærskere, da dækkene med deres stærkere konstruktion bedre kan tåle den voldsomme vægt fra en fuldlæsset mejetærsker.

Når høsten skal i hus og mejetærskere ud i marken og arbejde, stiller det store krav til dækkene, der belastes hårdere og hårdere, som mejetærskerne vokser i størrelse. En måde at kunne sikre sig imod dyre dækrelaterede nedbrud kan være at investere i VF-dæk, som er bygget til at kunne klare en op til 40 procent større belastning end standarddæk.

- Vi oplever en stigende interesse i VF-løsninger til mejetærskere, om med deres stærkere konstruktion og bæreevne bedre kan stå imod de hårde belastninger, som de udsættes for, siger Anders Bo Ruder fra Mertz Maskinhandel og uddyber:

- Generelt synes jeg synes også, at kunderne går mere op i deres dæk og spørger mere ind til det.
Tendensen er nu, at det er dæk i dimensionerne 1250, som er den nye, populære dækstørrelse til mejetærskere. Man kører typisk med 1250 foran og 710 bagpå, og selv med den brede 1250 størrelse når bredden på New Holland mejetærsker kun op på 4,35 meter i bredden. 

Bælter hårde ved frøgræs

Ifølge Anders Bo Ruder sikrer 1250-dækkene en mere komfortabel og rolig kørsel, når de store mejetærskere er læsset godt til.

- 1250 er meget mere roligt at køre med. Komforten er langt bedre. Når du først hælder 14.000 liter korn op i tanken og så har et 900-dæk, der ikke er så meget luft i, så kan de godt sejle lidt. Har man så ovenikøbet firhjulstræk, så kan man næsten køre overalt, fortæller han.

Selvom flere mejetærskere også tilbydes med bælter, oplever Anders Bo Ruder fortsat, at det er dækløsninger, der efterspørges.

- I specielle tilfælde og under særlige forhold kan bælter godt være en løsning. Omvendt ser vi lidt udfordringer med, at bælterne har det med at rive frøgræsmarkerne lidt op, når de drejer nede i forageren. Græsset bliver simpelthen skubbet op, når man drejer rundt. Det problem har vi ikke med dækkene, og jeg tror på mange måder, at VF-dæk er en rigtig fornuftig løsninger i langt de fleste tilfælde, fortæller Anders Bo Ruder.

Læs også

Redskabsrammer passer til mange landmænds behov
To nye mejetærskere og en direkte Næsgaard-forbindelse
New Holland lancerer ny stortraktor
Komfortpakke til Claas Arion-traktorer
Vestjysk maskinforhandler leverer markant fremgang
Høst-stop forbudt