John Deere overtager robotfirma i gigantisk handel
John Deere har købt robotfirmaet Bear Flag Robotics for 250 millioner dollars - svarende til 1,5 milliarder kroner. Det sker for at kunne levere autonome løsninger til landmænd.

John Deere har haft den store tegnebog oppe af lommen, og har købt robotfirmaet Bear Flag Robotics for 250 millioner dollars.
John Deere er ikke til stede på markedet for autonome (selvkørende, red.) traktorer på verdensmarkedet, hvor firmaer som Yanmar, Kubota og Farmtrac er længst fremme i udviklingen. Men det kommer til at ændre sig, for maskingiganten har opkøbt robotfirmaet Bear Flag Robotics for over 1,5 milliarder kroner. Det oplyser selskabet i en meddelelse.
Handlen kommer som kulmination på et samarbejde, der startede i 2019, for at styrke John Deeres samarbejde med startups, hvis teknologi vil være i stand til at skabe værdi for selskabets kunder. Siden har Bear Flag implementeret sin autonome løsning på nogle bedrifter i USA. Men der er udsigt til, at det bliver større fremover.
- En af de største udfordringer, som landmænd står over for i dag, er muligheden for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft til at udføre tidskrævende operationer, der påvirker landbrugets resultater. Autonomi tilbyder et sikkert og produktivt alternativ til at løse den udfordring på en direkte måde, siger Igino Cafiero, medstifter og adm. direktør for Bear Flag Robotics.
Store perspektiver
Hos John Deere ser man store perspektiver i opkøbet af Bear Flag Robotics.
- Autonom teknologi er et vigtigt skridt fremad for landmænd for at kunne levere mad globalt og skabe mere bæredygtige og profitable operationer, siger teknologidirektør i John Deere, Jahmy Hindman, og fortsætter:
- Bear Flags hold af dygtige landbrugsfagfolk, ingeniører og teknologer har store evner til at kunne levere avancerede teknologiske løsninger til markedet. Et samarbejde mellem dem og John Deere's ekspertise indenfor autonomi og store forhandlernetværk vil kunne fremskynde vores levering af løsninger til landmænd, siger han i en meddelelse.
John Deeres opkøb af robotfirmaet fra Silicon Valley er den anden store investering, som maskingiganten har gjort i form af opkøb af en højteknologisk virksomhed. For fire år siden købte John Deere firmaet Blue River for 305 millioner dollars (1,75 milliarder kroner).