Vestsjællandsk maskinforretning har overtaget Timan-forhandling

Jongshøj Maskiner ved Slagelse har indgået en aftale med Timan om forhandling af flere af maskinproducentens produkter.

Redskabsbæreren Timan 3330 er den mest solgte maskine fra den dansk-internationale maskinproducent.

Jongshøj Maskiner bliver ved med at udvide sit sortiment, og har nu indgået en aftale med Timan om forhandling af flere af maskinproducentens produkter.

Timan har i over 15 år designet og udviklet maskinerne, og har i dag forhandlere i mere end 20 lande.

Hos Jongshøj Maskiner er man yderst tilfredse med tilføjelsen af Timans produkter, fordi det er et helt nyt lag af kunder, som Jongshøj Maskiner kan nå ud til med denne udvidelse.

- Jeg tænker, at vi nok kan få et godt salg af Timan-maskinerne, for de er i forvejen godt udbredte og kendte i vores område, siger Henrik Jongshøj Jensen, indehaver af Jongshøj Maskiner, til LandbrugØst.

Mange funktioner

Forhandlingen af Timan vil være med til at rykke Jongshøj Maskiner frem som leverandør til industribranchen i Slagelse og på Vestsjælland, tror han på.

- Vi har tidligere serviceret kunder i forhold til håndholdte maskiner, plænetraktorer osv., men maskiner af den her kaliber har vi ikke tidligere haft. Det er typisk maskiner, der bliver brugt til vinterberedskab, veje og fortorve, siger Henrik Jongshøj Jensen.

Men også for landmænd kan der være ræson i at investere i blandt andet redskabsbæreren 3330, det mest kendte og solgte Timan-produkt.

- For en landmand kan der være god ræson i at bruge maskinen som plæneklipper, hvis man har meget græs. Men den kan jo sættes op til mange forskellige opgaver, lige fra vinterberedskab til hækkeklipning, plæneklipning, feje-sugeanlæg. Der er utallige mængder udstyr, man kan koble til det, siger Henrik Jongshøj Jensen.

Samtidig med forhandlingen har Jongshøj Maskiner ansat Thomas Jensen, der tidligere har samarbejdet med Timan og dermed er yderst familiær med produktsortimentet.

Læs også