Opdaterede teleskoplæssere

Udviklingsafdelingen hos franske Manitou har opdateret MHT-teleskoplæsserserien, der blandt andet er blevet forsynet med intelligente knapper.

Det er Manitous flagskibsserie og med den største kapacitet, der har fået yderligere et drej på kapacitetsknappen. Alle læsserne er nu med Stage V-motorer og opfylder dermed de nyeste emissionskrav. Og selv om de altså allerede i forvejen var eksponenter for de højeste løftekapaciteter, så kan de nye faktisk lidt mere, fortæller produktchef Per Lindenborg hos Scantruck, som er dansk importør og forhandler af Manitou.

- Tillige har vi fået Manitou MHT10160 tilbage i programmet efter en pause. Det er vi rigtig godt tilfredse med, ligesom de øvrige modeller, hedder den nu også StV, som naturligvis står for motoropdateringen til Stage V, forklarer Per Lindenborg.

Det er modellerne MHT 790, MHT10135, MHT 10160, MHT 10200 og MHT 11250, der nu alle tillige kan kalde sig StV, og som har undergået opdateringen. De repræsenterer løftehøjder fra 6,8 til 10,6 meter og med et spænd i kapacitet fra 9 tons for den mindste, MHT 790, til hele 25 tons for MHT 11250.

Intelligente knapper

Blandt nyhederne er også, at hele serien er forsynet med såkaldte DSB-knapper.

- Den enkelte knaps funktioner sidder i selve knappen. Der er tale om intelligente knapper, der kan flyttes rundt til de placeringer, det nu passer føreren bedst. Også som standard kommer hele serien med E-Reco, som er et system, der automatisk får maskinen til at genkende det udstyr, der monteres, slutter produktchefen.

Manitou planlægger at lade de opdaterede teleskoplæssere rulle ud af fabrikken i en lind strøm fra marts/april. Derefter forventer Scantruck at kunne levere de nye teleskoplæssere i maj eller juni.

Læs også