Rejsegilde på nyt maskincenter i Ringsted

Helms TMT-Centret holdt for nylig rejsegilde på sit nye 2.160 kvadratmeter store maskincenter i Ringsted.

Fra venstre maskinhandler Allan Helms, distriktschef for Sjælland og øerne, Kim S. Hansen og Jakob Helms, alle Helms TMT-Centret. Foto: Per Jørgensen

Helms TMT-Centret A/S kunne for nylig holde rejsegilde på virksomhedens nye domicil på Kærup Parkvej i Ringsted – ud til E20-motorvejen.

Virksomheden har været placeret i Ringsted de seneste 10 år, og valgte sidste år at sælge sit domicil til Semler Agro A/S.

Helms TMT-Centret valgte i stedet for at bygge et helt nyt maskincenter på 2.160 kvadratmeter på den 17.000 kvadratmeter store grund, virksomheden ejer i Ringsted. Det nye Helms-byggeri kommer til at ligge i forlængelse af Semler Agros kommende maskincenter i Ringsted.

Maskinmekka

Helms-byggeriet skal være indflytningsklar i slutningen af oktober i år, hvor Semler Agro i samme bevægelse også flytter til Ringsted fra Næstved.

Det bliver et maskinmekka på Kærup Parkvej i Ringsted. Udover Helms TMT-Centret bliver det også domicil for Semler Agro, Scantruck, Mertz, Hydrema, Nicolaisen & Larsen og S.D. Kjærsgaard.

- Vi ser frem til at flytte ind i vores nye domicil og yde den bedste mulige opbakning til vores forhandlere og kunder på Sjælland og øerne, siger maskinhandlerne Allan og Jakob Helms, der i dag ejer Helms TMT-Centret.

Læs også