Opfindsom maskinforretning

Familieforetagende fra Møldrup ved Viborg havde stand på Agromek, hvor især nære relationer og innovative løsninger fyldte godt op på standen.

- Når kunderne kommer til os, så opstår de gode idéer, siger Bjarne Madsen, der sammen med sin hustru Jytte Strange Madsen ejer maskinforretningen JB Maskiner, der holder til i Møldrup ved Viborg.

- Så tegner vi, lyder det fra direktørerne, der hentyder til en fast vending, som bruges, når Bjarne Madsen giver sig i kast med et nyt projekt, hvor en kundes helt nøjagtige behov skal løses. 

Maskinforretningen arbejder med projekter, som er målrettet helt unikke behov hos kunden, men tager også imod ordrer, når det gælder levering og service af maskiner fra blandt andet Robert, Spread a Bale og AG Products.

Smart løsning

På Agromek er der mange forskellige maskiner - både af de nævnte mærker, men også flere specialdesignede maskiner, der er tilpasset kundens nøjagtige behov. 

- Det var en kundeforespørgsel, der startede det her projekt. Vi har simpelthen flyttet hele motoren nedenunder rotorriven, hvor den normalt havde været ovenpå, siger Jytte.

Hun viser en maskine frem, som er tilpasset i højden for at være mere kompakt og dermed brugbar i det daglige arbejde hos en kunde, hvor det netop var højden på maskinen, der var afgørende for, at maskinen kunne komme under sengebøjlerne.

Familien er med

Som noget nyt er forretningen overgået til at være ApS, og det er for at få resten af familien med i foretagendet.

- Det er helt fantastisk, at vi kan have vores tre børn, Henriette, Charlotte og Lasse med i forretningen, siger Jytte.

- Jeg har jo sagt til børnene, at hvis de for eksempel kunne tænke sig en ny kontorstol, så må de arbejde de timer, der skal til at tjene den hjem, siger Bjarne og griner. 

Maskinforretningen vægter de nære relationer til kunderne højt, og der bliver brugt meget tid på vejen for at møde dem i øjenhøjde. 

Derfor var det for JB Maskiner også vigtigt at have en stand på messen, hvor kunderne kunne møde hele familien. 

Læs også