Tidligere på året købte Väderstad alle rettigheder til Thyregods velkendte TRV-rækkerensere. Nu er tiden kommet til næste fase af overdragelsen, så pr. 1. juni 2023 overtager Väderstad det kommercielle ansvar, så al nysalg fra Thyregod stopper, mens service og reservedelsforsyning til eksisterende TRV-maskiner fra Thyregod fortsætter uændret.
- Vi har haft et godt og konstruktivt forløb med Väderstad siden overtagelsen, og det er dejligt, at den oprindelige plan holder, siger adm. direktør Jens Chr. Hundahl fra Thyregod A/S.
Han tilføjer, at Väderstads overtagelse af det kommercielle ansvar også er forklaringen på, at Thyregod ikke udstiller TRV-rækkerenserne på årets dyrskuer.
- Flere har allerede spurgt os om, hvorfor de ikke er udstillet, men forklaringen er helt enkelt, at skiftet sker lige midt i sæsonen. Til gengæld ser vi frem til at vise flere af Thyregods andre produkter, herunder det opdaterede TIM vognprogram, siger han.