Claas’ nye 930 Maxflex skærebord kører for tiden kun ét sted i landet. På Sjælland. Men hvis resultaterne indtil videre holder, så fortæller sælger Henrik Pape fra Røstofte Maskiner, at skærebordet vil være helt ideelt for landmænd med særlige typer af specialafgrøder.

Skærebordet er oprindeligt udviklet til høst af sojabønner, men ifølge både producenten, sælgeren og maskinføreren på Sjælland, så er skærebordet også ideelt til spinat, ærter og andre bælgfrugter.

Det særlige ved skærebordet er, at det har en fleksibel knivbjælke, der kan give sig 18 centimeter op og ned. Samtidig kører den med en fast indføringstromle. Det medfører, at skæreboret kan komme utroligt tæt på jorden og samle de lave afgrøder op.

- Vi håber, at det kan bruges i et endnu mere bredt afgrødevalg. Men især her i spinat har det vist sig at være særligt effektivt. Hvis en landmand har et stort spinatareal, vil det virkelig kunne betale sig hjem. De år hvor spinaten ikke er særlig høj, og frøene sidder helt ved jorden, vil det naturligvis hurtigere betale sig hjem i forhold til i år, hvor frøene sidder lidt højere fra jorden, siger Henrik Pape til Effektivt Landbrug.

 

Ingen stop med skærebordet

Maskinføreren kommer ud af mejetærskeren og fortæller, at et traditionelt skærebord samler meget sten og jord op i maskinen med en masse vedligeholdelse til følge. Normalt skifter han knivblade og fingre »konstant«, som han siger. Men med brugen af det nye skærebord har han kun skiftet knivblade én gang indtil videre. (tirsdag formiddag red.)

- Med SG3-knivsystemet der er brugt til skærebordet, klippes fingeren fri. Så der ingen stop er med skærebordet. I et traditionelt skærebord kan man opleve, at spinatstænglerne slæber på fingrene, og det har vi ikke her, det kører bare nonstop. Vedligehold af skærebordet og videre ind i maskinen gør, at vedligeholdelsesomkostningerne vil være væsentligt reduceret, siger Henrik Pape.

Gårdejeren samt maskinføreren ønskede at være anonyme som betingelse for, at vi måtte se skærebordet i aktion.