Gøma udvider garantiordningerne for deres standard GG-gyllevogne og for hjultræksystemet HWD. Det sker blandt andet for at belønne deres typisk trofaste kunder.
Rentabilitet og økonomi er en vigtig del af beslutningsgrundlaget, når en virksomhed investerer i nyt, og sådan er det også tilfældet i landbruget.
Derfor er det netop tryghed i forhold til den økonomiske investering, som Gøma, specialist i håndtering af naturgødning, nu giver sine kunder. Med en udvidet garantiordning på Gømas gyllevognsprogram 2020, som giver kunderne en omkostningsfri garantiperiode på op til to år på standard GG-gyllevognen og fem år på hjultræksystemet HWD.
- Vi har arbejdet med landbruget i mere end 45 år, så vi kender kunderne og deres behov; blandt andet tryghed omkring økonomien og maskiner, som er driftssikre. Det kan vi give dem med vores nye garantiordning og ikke mindst med vores produkter, som er uhyre driftssikre, siger administrerende direktør, Søren Jensen.
Fejlfri og omkostningseffektiv
Han peger på, at Gøma efter de første år på markedet med egne produkter har konstateret, at der er meget få omkostninger ved at køre med GG gyllevognen, ligesom det nyudviklede hjultræksystem HWD med differentialespærring som forventet kører helt problemfrit.
- Derfor føler vi også, at vi ved at udvide garantiordningen sagtens kan give noget tilbage til vores typisk meget loyale kunder, som har vist os stor opbakning i forbindelse med at vi har introduceret vores egne produkter, siger Søren Jensen, som glæder sig over, at man således kan være med kunderne hele vejen fra rådgivningen til eftermarkedet.
Miljøoptimering
Det er tre år siden at Gøma introducerede sine egne produkter på markedet, og har siden fortsat søgt kundernes feedback for at styrke produkterne.
- Vi har fået masser af værdifuld feedback fra kunderne, så vi har en rigtig god føling med hvad der virker - og hvad kunderne praktisk og funktionelt har brug for. Både designmæssigt, teknisk og ergonomisk. Det betyder at kunderne med vores maskiner får et godt og sundt arbejdsmiljø og den allernyeste teknik, siger Søren Jensen og tilføjer, at den løbende produktudvikling også betyder konstant miljøoptimering af produkterne.
- På den måde tager vi sammen med vores kunder ansvar for naturen og verden omkring os, så de nemmere kan leve op til stramme miljøkrav. Det giver god mening – både for os og for dem.
Den udvidede garantiordning gælder for nye vogne, ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa.