Korinth klar med nyt udstyr
En nyudviklet vogn har debut, to nye gravemaskiner til to erfarne medarbejdere er kørt godt i gang, og indimellem fejres mesterskaber og nyansættelser. Der er gang i den hos Korinth Entreprenørfirma A/S.

En to kubikmeter egenudviklet vogn på 1,40 meter i bredden til anlæg af grusstier har netop haft sin debut hos Korinth Entreprenørfirma A/S.
– Det kan faktisk godt lade sig gøre at drive virksomhed fra »Udkantsdanmark«. Det er min kæphest.
Ordene kommer fra Jørn Høj, der sammen med Ib Laursen og Bjarke Laursen ejer Korinth Entreprenørfirma A/S.
Og påstanden kan det fynske entreprenørfirma bekræfte på flere områder. Ikke alene beskæftiges godt 20 medarbejdere, og der udføres opgaver for kunder fordelt over hele Fyn. Firmaet har også løbende fremtidens entreprenører i lære, og så er man ikke blege for selv at iværksætte udviklingen af det materiel, der er behov for, når arbejdsområder skal udvides.
Skovveje og stisystemer
Lige nøjagtig en to kubikmeter egenudviklet vogn på 1,40 meter i bredden til anlæg af grusstier har netop haft sin debut.
- Vi har simpelthen nedfotograferet den store vogn, som vi har på 10 kubikmeter, og dertil købt en plantagetraktor, fortæller Jørn Høj, om det netop afsluttede projekt, der er udført i samarbejde med specialister ude i byen.
Opgaverne med reparation og anlæg af grusveje og grusstier startede for alvor op for entreprenørfirmaet i Korinth i forbindelse med stormen i 1999, hvor mange skovveje blev ødelagt.
Flere nye maskiner
Den nye vogn til anlæg af stier er ikke den eneste nye investering i maskinparken. For et par måneder siden ankom også to nye Hydrema gravemaskiner til Korinth. Jørgen Pedersen har fået en ny Hydrema 928E ESD. Desuden er der investeret i en ny Hydrema MX14, der er en hjulgravemaskine, der kan have en tipvogn med til udstyr.
- Tipvognen er med hydraulisk sidetip, så Lars Jorck-Jorckston, der har fået den nye hjulgravemaskine, kan selv lægge materialer ud, og med pallegafler, selv tage eventuelle paller og andet udstyr af vognen, forklarer Jørn Høj, der påpeger, at den nye MX14 er rigtig god på byggepladser, til staldbyggeri, samt ved anlæg af by-kloakker, hvor der ikke er meget plads.
Desuden har nyinvesteringen også allerede vist, at den fint kan klare sig under drænarbejde i marken, hvor det har været nødvendigt at inddrage den i nogle af forårets mange drænopgaver.
Korinth Entreprenørfirma dækker et meget bredt felt i forhold til entreprenøropgaver. Herunder rydning af skove, vandløbsvedligeholdelse, grødeskæring og vedligehold af grusveje for især kommuner og godser, samt byggeri og nedbrydning, kloak og dræn, samt brolægning.
Læs om Korinth Entreprenørforretning i LandbrugFyns tema i denne uge om entreprenørmaskiner.