Det er slut med at skulle træde på gaspedalen for at få fuld power på hydraulikken. I hvert fald for maskinførere, der sætter sig i en af Komatsus nye gummihjulslæssere, som lod modellen WA475-10 repræsentere på Bauma i München forleden. Komatsu-folket kunne nemlig glæde sig over at møde en aldeles forandret og i virkeligheden helt nyudviklet maskine.
- WA475-10 har variabel power-kontrol, og dermed er det ikke nødvendigt selv at give gas for at få fuld kraft på hydraulikken. Ikke kun styringen af hydraulikken er ny. Motoren er naturligvis en ny Stage 5-motor med fuldautomatisk partikel-regenerering, siger key account manager Poul Erik Nielsen fra Scantruck, som er dansk Komatsu-importør.
Bryde- og løftekraften er øget med 20 procent i forhold til tidligere generationer af Komatsu-læssemaskiner i denne størrelse. Samtidig har konstruktørerne været stort set overalt på maskinen for at lave fornyelser og forbedringer i forhold til forgængerne. Blandt andet er transmissionen helt ny og er af CVT-typen, men i den nye 25 tons tunge Komatsu med 290 heste er den også hydraulisk og mekanisk.

Mere plads og effektivitet
Der er også tænkt på chaufførens komfort i den funklende nye maskine. Et nyt kabine-design har givet mere rummelighed med omkring 25 procent mere plads.
- Vi er stolte over maskinens nye design, hvor konstruktørerne blandt andet har reduceret antallet af hjørnestolper i kabinen fra seks til nu fire. Det sikrer et langt bedre udsyn for maskinføreren. WA475-10 har tillige fået en ekstra dør i højre side, og det kan være betryggende med en ekstra udgang, hvis der sker uheld med maskinen, siger Henrik Flohr, der er Komatsus europæiske produktchef.
Han pointerer, at det også kan være praktisk med en ekstra dør, hvis en en kollega vil give en besked til maskinføreren, når det kan gøres både fra højre og venstre side.
- For entreprenøren tæller det også betydeligt, at der er markante forbedringer både på brændstoføkonomien og på maskinens effektivitet. I forhold til den tidligere generation bruger Komatsu WA475-10 cirka 20 procent mindre brændstof. Alligevel ligger maskinens effektivitet 30 procent højere, siger Henrik Flohr.
Key account manager Poul Erik Nielsen regner med, at Scantruck som dansk importør og forhandler, vil kunne levere de første eksemplarer af den nye gummihjulslæsser i oktober. 

Maskiner