Maskinstation fra Salling er klar til endnu mere travlhed

Mens skårlæggerne er i gang med at tage andet slæt græs, er det blevet mejetærskernes tur til at blive gjort klar til sæsonen på værkstedet hos Martin Børsting Maskinstation i Hem nord for Skive.
Lige nu er det Claas Lexion 580’eren, der er ved at få finpudset formen, inden 550’eren bliver gjort klar.
De to mejetærskere har til denne sæson vinket farvel til deres gamle makker, en 20 år gammel New Holland TX68, og lige nu står Martin Børsting og tripper for at byde velkommen til sin spritnye Claas Lexion 670, der er lige på trapperne fra Vinderup Maskinforretning.
Mejetærskeren bliver leveret med et 31 fods skærebord, rapssideknive, GPS og Claas’ optimeringssystem Cemos, 11.000 liter korntank og 435 hestekræfter.
Og Martin Børsting er bestemt ikke den eneste, der glæder sig til at få den nye mejetærsker hjem.
- Det skal ikke absolut være nye maskiner, vi får ind, når vi skifter ud. I forhold til mejetærskeren overvejede vi også nogle brugte modeller, før vi besluttede os for, at det bedst kunne betale sig at købe en ny. Men jeg kan godt mærke på dem, der skal køre maskinerne, at det ikke er det værste, der kunne ske, når der kommer en fabriksny til, konstaterer maskinstationsejeren, der ser frem til en endnu større høstekapacitet, end han kunne byde på med New Holland-mejetærskeren.

Ikke fanatiker

At det endte med at blive en grøn tærsker i stedet for den gamle gule, var der flere årsager til, fortæller Martin Børsting, der hverken er fanatiker i forhold til nye og brugte maskiner eller mærker.
Derfor tæller maskinparken da også både grønne John Deere- og røde Case-traktorer, Samson- og Gøma-gyllevogne, mens snitter- og mejetærskerdelen efterhånden er ved at være lysegrøn Claas-farvet.
- Jeg tror på, at det aldrig kan gå helt galt med reservedele og service, hvis man holder sig til et af de gængse mærker, men jeg tror heller ikke, det er godt, at have alt for mange blandede mærker. Det gør i hvert fald tingene lidt mere besværlige. Og når først man har et mærke, man er tilfreds med, skal der også lidt mere til at skifte over til et andet, siger Martin Børsting, der fik sin Claas Lexion 550 som ny i 2005, mens 580’eren kom ind i maskinparken i 2007 efter at have kørt to sæsoner andetsteds.

Gode folk

Den ekstra høstekapacitet bliver kærkommen, spår Martin Børsting, der forudser, at mejetærskerne bliver luftet lidt tidligere en sædvanlig.
Det lægger op til endnu et puslespil i forhold til ferie og andre opgaver i marken, og fortsætter en sæson, hvor pulsen har været lidt højere end sædvanligt – både hos Martin Børsting og mange andre af landets maskinstationer.
Gyllesæsonen startede lidt senere, men varede lige så længe som normalt, græsset var klar til at få taget første slæt overraskende tidligt, majsrensningen blev også skudt igang 14 dage tidligere end normalt, så der har været masser af overlap.
- Derfor har vi også lige haft alle samlet og rost folkene her til morgen. For det har været et pissetravlt forår, som aldrig var lykkedes uden en flok gode medarbejdere og afløsere, der har været villige til at tage en ekstra tørn, fortæller indehaver Martin Børsting.

Stilhed før stormen

Lige for tiden går det dog lidt roligere for sig i Hem. Man er godt i gang med andet slæt, som langt fra giver ligeså mange timer som første, da tørken har sat en stopper for væksten.
- Der er ikke meget græs at komme efter. Nogle steder er der så lidt, at vi bare kører over med en brakpudser og så kører gyllen ud på det, fortæller Martin Børsting.
Travlheden kan dog snart melde sig igen. Frøgræsset ser ud til at være klar til at blive taget midt i juli, mens høsten af vinterbyg også ser ud til at skulle klares i løbet af juli måned.
 

Læs også