De to fynske forhandlere, Kragmann og Egebjerg Smedie, har indgået strategisk samarbejde med Lyngfeldt A/S i Hadsten. Det vil styrke virksomhederne og vores kompetencer overfor kunderne, understreger Jesper Kragmann.
MASKINHANDEL På Fyn repræsenteres New Holland traktorer, høstmaskiner, redskaber og entreprenørmaskiner af Kragmann A/S i Middelfart som hovedforhandler og med Egebjerg Smedie som områdeforhandler. Sådan har det været i en årrække, men med et nyt strategisk samarbejde fra nytår vil Lyngfeldt A/S i Hadsten være hovedforhandler for de to fynske New Holland-forhandlere.
- Men, pointerer direktør Jesper Kragmann med en tyk streg under, det betyder ingen ændringer for de fynske kunder. Tværtimod. Det giver i stedet nye muligheder og ikke mindst endnu større ekspertise og kompetencer til rådighed. Og samtidig bevarer vi nærheden til kunderne i modsætning til andre konstellationer, som ses i branchen.
Den 57-årige indehaver af Kragmann A/S understreger, at der hverken er tale om overtagelse eller fusion, og intet blod blandes, som han udtrykker det. Til gengæld udelukker han ikke, at der på sigt kan ske sammenvoksninger.
Bedst i større volumen
- Selv havde vi i Kragmann sat alle New Holland-sejl til for at dække noget større end Fyn, og købte med den hensigt Maskinpartner i Vejle sidste efterår. Men strukturudviklingen, specialiseringen og markedet for landbrugs- og entreprenørmaskiner gør, at konceptet fungerer bedst i endnu større volumen. Tag gps-området som eksempel: Skulle vi hver især i vores forretninger have en gps-ekspert? Nej vel, det er langt mere relevant og rationelt at have en sådan på tværs af flere forretninger, og så have en fordelingsnøgle for de opgaver, disse udekørende eksperter løser.
Jesper Kragmann peger videre specifikt på det fynske område, hvor der nu kun samlet for alle mærker sælges omkring 10 nye mejetærskere og 100 traktorer om året.
- New Holland ser gerne, at vi mindst har 20 procent af dette salg. Men alene den løbende specialuddannelse af vores folk gør, at vi burde sælge måske 100 traktorer for at oppebære en fortjeneste.
Samme priser
Derfor foreslog Jesper Kragmann tidligere i år at udbygge det samarbejde med Lyngfeldt A/S, som opstod i forbindelse med opkøbet af Maskinpartner for et år siden. Vejle-forretningen var i forvejen områdeforhandler for Lyngfeldt, hvilket bevirker, at alle nye maskiner faktureres fra Hadsten.
Han understreger, at handelsbetingelser og priser for maskinerne er ens for alle i gruppen.
- Derfor vil priserne for kunderne være uændret, og samtidig kan der som nævnt ses frem til en endnu bedre service, når vi i det nye fællesskab vil råde over flere eksperter, få adgang til fælles reservedelsforsyning og samarbejde om markedsføring blandt andet på brugte maskiner. Et øget kompetenceniveau blandt specialistmedarbejdere samt synergieffekter på markedsføring mm vil alt andet lige også medføre en forbedret konkurrenceevne, til fordel for både kunder og forretninger.
Ialt 120 medarbejdere
- Og, pointerer Jesper Kragmann, det vil være de samme forretninger og mennesker, de fynske New Holland-kunder også fremrettet vil møde. Egebjerg og vi anser os begge som blivende kræfter i branchen, og glæder os til at blive »en del af noget større«, hvor vi kan trække på hverandres ekspertiser til fordel for både kunder, ansatte og forretningerne hver især.
Foruden Egebjerg Smedie, Kragmann i Middelfart og Maskinpartner i Vejle er der yderligere tre privatejede områdeforhandlere i »Lyngfeldt-storfamilien«. Det er SP Maskiner ved Skanderborg, Lykkesmeden i Øster Tørslev ved Randers samt Landbrugsservice Kolind på Djursland.
Til sammen har de syv samarbejdende New Holland-forretninger 120 medarbejdere. Lyngfeldt A/S har 37 ansatte, og hos Kragmann i Middelfart og Egebjerg Smedie på Sydfyn er der henholdsvis 30 og 9 medarbejdere beskæftiget.
Samlet har forretningerne 39 servicebiler til en værdi på omkring 20 millioner kroner. Og lægges salgstallene for 2019 sammen, blev der i hele området solgt omkring 400 nye New Holland-traktorer.
Egebjerg viser traktor på torsdag
MARKDEMO På en mark ved maskinforretningen demonstrerer Egebjerg Smedie på torsdag den 22. oktober i tidsrummet fra klokken 13 til 16 en New Holland T7.270 Auto Command traktor med alt det nyeste udstyr.
Den er således udstyret med plovkontrol, dæktryksregulering og er direkte opkoblet til systemet, som giver både bruger og serviceværkstedet mulighed for at følge alle traktorens data og markdata, mens den arbejder.
Af hensyn til covid19 kræves der tilmelding til Egebjerg Smedie forud for markdemonstrationen.
eh