Efter Spearhead valgte at gå solo med én forhandlerorganisation i Danmark har Johs. Mertz været på jagt efter et tilsvarende produkt. Det er især pudsning af græsfrømarker som mange af vores kunder har behov for en stærk maskine til.
Valget er faldet på Amerikanske Woods med Europæisk hovedsæde i Belgien. Woods har mere end 50 års erfaring med udvikling og produktion af rotorklippere og dette giver sig blandt andet udslag i 6 års garanti på gearkasser.
Derudover udmærker Batwing sig ved at være udstyret med fjederophængt tandemhjul, ekstra knive til findeling af materialet og et kraftigt skjold der er designet således at afbøjningspladerne hjælper til at skære materialet flere gange, hvilket giver mere fintsnittet materiale og giver en jævnere fordeling.
- Ved vores testkørsel på demomarken i Maribo oplevede vi hvor helt helt tæt på jorden vi kan komme med Batwing. Det er utroligt vigtigt for frøavlere at kunne lave en meget tæt afpudsning for at skabe lys til de nye skud der giver næste års frøstængler. Den kraftige opbygning Batwing har sammen med fjederophænget den bedste forudsætning for at løse denne opgave til UG, siger administrerende direktør Christian Holst, Johs. Mertz A/S.