Nyt medlem af Case IH-familien

Søllested Maskinforretning A/S – med afdeling i både Søllested og Nørre Alslev – er ny Case IH-forhandler på Lolland-Falster, Møn og det sydlige Sjælland.

MASKINHANDEL Med udgangspunkt i at have nærhed til kunden med private og lokale forhandlere over hele landet, og som del af en global strategi om at dele aktiviteterne på de forskellige CNH-brands på forhandlerniveau, har Case IH indgået en aftale med Søllested Maskinforretning A/S ved indehaver Torben Kepp Jensen, om at være ny forhandler på Lolland-Falster, Møn og det sydlige Sjælland.

Fremadrettet vil Søllested Maskinforretning A/S med afdelinger i såvel Søllested på Lolland som i Nørre Alslev på Falster, derfor varetage såvel salg og service af Case IH i området.

- Vi glæder os rigtig meget til det nye samarbejde med Case IH, der er en af de ledende maskinproducenter i verden. Vi tror, det er det rigtige valg og den optimale løsning for fortsat at levere service af høj kvalitet og sælge de bedste maskiner til vores kunder, lød det fra Torben Kepp Jensen, da samarbejdsaftalen for nylig blev offentliggjort.

Klar til fremtiden

Samtidig glæder Torben Kepp Jensen sig over den opbakning, kunder og medarbejdere har vist for Søllested Maskinforretning med henblik på, hvad der skulle ske i fremtiden.

- Det er jeg yderst taknemmelig for, forsætter Torben Kepp-Jensen, der samtidig påpeger, at han og de øvrige medarbejdere er »så klar til at gå fremtiden med Case IH i møde«.

Også Markus Ågren, business director i Case IH, der havde taget turen til Søllested i forbindelse med præsentationen af den nye samarbejdsaftale, udtrykker stor glæde.

- Vi er utrolig glade for at byde Søllested Maskinforretning velkommen i Case IH-familien. Vi har stor tiltro til, at det er det helt rigtige både for Case IH, Søllested Maskinforretning og ikke mindst vores kunder. Nu er Case IH’s velkendte røde farve flot repræsenteret i området.

Samtidig hæfter Markus Ågren sig ved, at Søllested Maskinforretning gennem en menneskealder har haft god kontakt til de professionelle landbrug. Og solgt landbrugsmaskiner med god succes.

Afsluttende lød det fra Torben Kepp Jensen, da samarbejdsaftalen blev offentliggjort:

- Nu starter et nyt og spændende kapitel for Søllested Maskinforretning, og vi glæder os til at byde såvel nye som gamle kunder velkommen. Vi er så klar!

Læs også