Med et nyt testcenter i Nørresundby vil Weidemann-importøren Stemas forbedre kontakten til nordjyderne.
I midten af april blev de første Weidemann-maskiner linet op på Sundsholmen i Nørresundby, hvor Stemas – som har det danske agentur for de tyske læssemaskiner – fremover vil have testcenter.
Testcenteret blev en realitet i kølvandet på konkursen hos Hjallerup Maskinforretning, der var Stemas’ nordjyske underforhandler.
Christian Matthiesen, der er Stemas’ forhandleransvarlige for Danmark og Norge ser det som et springbræt til at komme endnu tættere på de nordjyske kunder.
- Planen med testcenteret er, at vi fremover selv vil være tættere på vores nordjyske kunder og forhandlere. Samtidig er det også en god mulighed for endnu bedre samarbejde med vores 17-18 forhandlere i Norge. Det er trods alt nemmere for dem at tage et pitstop i Nørresundby end at skulle hele vejen til vores afdeling i Hadsten, fortæller Christian Matthiesen, der ser Nordjylland som et vigtigt område for maskinforhandleren, der har base i Hadsten – cirka 100 kilometer syd for Nørresundby – samt afdelinger i Vojens og Køge.
- Kvadratmetermæssigt er Nordjylland vores største distrikt, og så er der mange landmænd og andre spændende erhverv, som bruger vores maskiner. Derfor er det vigtigt for os at være til stede heroppe, fastslår den forhandleransvarlige.
Landbrugssektoren udgør omkring halvdelen af omsætningen hos Stemas.
Bedre nordjysk dækning
Planen med testcenteret er både at give forhandlere og slutbrugere bedst muligt indblik i Weidemann-produktprogrammet, mens der også vil være mulighed for at afprøve enkelte Liebherr-maskiner.
- Tanken er, at man skal kunne komme ind fra gaden og få sin nysgerrighed stillet, mens vi også kan tilbyde teknisk undervisning på værkstedsfaciliteter, forklarer Christian Matthiesen, der ser testcenteret som første skridt i, hvad han ser som et endnu stærkere setup i det nordjyske end man hidtil har haft.
- Lige nu arbejder vi med nogle yderst interessante samarbejdspartnere på en styrkelse af vores salg og dækning i Nordjylland. Det skulle gerne være på plads senest 1. juni, fortæller han.