Præstbro Maskiner lancerer nyt vognprogram

Efter bruddet med Pronar, der har fået ny samarbejdspartner i Danmark, lancerer Præstbro Maskiner nu et nyt vognprogram. Den danske virksomhed har indgået i et samarbejde med polske Metal-Fach.

På weekendens dyrskue i Roskilde lancerer Præstbro Maskiner et nyt vognprogram fra Metal-Fach. Metal-Fach er en af Polens største producenter af landbrugsmaskiner. Fabrikken har 800 ansatte og råder over et produktionsareal, under tag, på 16 hektar. 

- I de sidste 17 år har Pronar været vores hovedleverandør, men på grund af strukturændringer i maskinbranchen, har Pronar valgt en ny salgsstruktur i Danmark, som vi ikke er en del af, siger indehaver af Præstbro Maskiner, Flemming Larsen, og fortsætter:

 - Dette har givet os nogle nye muligheder og derfor er vi meget glade for, og stolte over, at vi allerede på Roskilde Dyrskue kan introducere et udvalg af vogne fra Metal-Fach´s meget store vognprogram. Det bliver i første omgang deres tipvogne og halmvogne vi vil koncentrere os om. 

Nye kroghejsvogne
Han afslører samtidig, at Præstbro Maskiner har indgået en aftale om import af et nyt fabrikat af kroghejsvogne fra en af Europas førende fabrikker inden for dette område.

 - Vores målsætning er, og har altid været, at tilbyde et bredt program til fornuftige priser, og hvor der samtidigt ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten. Med de nye tiltag bliver der ikke ændret på denne målsætning, og vi glæder os rigtig meget til at præsentere disse nyheder, slutter Flemming Larsen.

Roskilde Dyrskue starter fredag, og kører frem til søndag. 
 

Læs også