Ni landmænd i Beder tæt på Aarhus har i denne uge haft besøg af Overtaksationskommisionen. Det sker efter, at de med assistance fra Landbrug & Fødevarer i efteråret sidste år valgte at gå videre med sagen om den erstatning, som de skal have for, at Aarhus Kommune i en indsatsplan har pålagt dem pesticidfri drift. Indsatsplanen blev vedtaget  tilbage i 2017. Helt tilbage i foråret 2012 blev kommunens planer for området dog for første gang lagt ud.

I august sidste år vurderede Taksationskommissionen, at landmændene skal have 9 kroner i erstatning pr. kvadratmeter. En væsentlig forhøjelse i forhold til de 6 kroner, som Aarhus Kommune var villig til at betale, men ifølge landmændene og Landbrug & Fødevarer stadigvæk ikke nok. Vurderingen fra landbrugsorganisationen har tidligere været, at erstatningens størrelse burde ligge et sted mellem 13 og 15,5 krone pr. hektar.

I en pressemeddelelse fra L&F i forbindelse med denne uges besøg fra medlemmerne af Overtaksationskommissionen i Beder, lyder det fra chefjurist i Landbrug & Fødevarer, Charlotte Bigum Lynæs, at målet er klart.

- Vi har lige fra begyndelsen ment, at der skal være fuld erstatning til de berørte landmænd, samt at den tilbudte erstatning er alt for lav. Vi anfægter også det faglige grundlag for forbuddet, men det spørgsmål tager Vestre Landsret sig fortsat af, siger Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug & Fødevarer.

Principiel sag

Sagen er principiel og derfor afgørende for lignende sager i andre kommuner, mener L&F’s advokat Håkun Djurhuus der i øvrigt netop i marts har forladt advokatfirmaet Bech-Bruun, og nu repræsenterer advokatfirmet Lundgrens. 

- Vi er inde og grave i noget helt fundamentalt her. Når kommunerne nedlægger forbud på denne måde, så udløses fuldstændig erstatning. Selvom Taksationskommissionen forhøjede kommunens oprindelig erstatning sidste år, så er der fortsat ikke tale om fuld erstatning. Vi har sammen med Velas arbejdet solen sort for at dokumentere værditabet, blandt andet ved at vurdere betydningen for mulige forpagtninger. Nu er vi helt klar til forhandlingen, siger han.

Overtaksationskommissionen var mandag på rundtur til alle de berørte borgere for at blive klogere på de faktiske forhold. Tirsdag ville kommissionen så vurdere og tale sammen.

En endelig afgørelse forventes først at falde om cirka tre måneder.

Selvom processen har været langtrukken, så er den dog det hele værd, mener Jens Gammelgaard, der er formand for Odder-Skanderborg Landboforening.

- Taksationskommissionen har allerede anerkendt, at kommunens oprindelige erstatning var for lav. Det understreger vigtigheden af, at vi går videre med denne her sag. Både de lokale foreninger og Landbrug & Fødevarer har brugt betydelige ressourcer på sagen. For mig er det afgørende at vores medlemmer er repræsenteret med en tydelig og kompetent stemme, for de skal ikke opleve at blive kørt over af et system, som glemmer den enkelte til fordel for kommunens egen dagsorden, siger han.

Kører retssag om det faglige

Sideløbende med erstatningens størrelse kører Landbrug & Fødevarer et andet ben af sagen om påbud om sprøjtefri dyrkning. Det handler om lovligheden af påbuddet, altså om påbuddet overhovedet er et nødvendigt indgreb på de pågældende ejendomme. Den sag verserer i landsretten mod Miljø- og Fødevareklagenævnet, som har stadfæstet kommunens afgørelse. Processen om syn og skøn er i gang, men en afgørelse i den sag forventes først til næste år.