Det skal der ske nu i vandplanssagen

Næste kapitel i sagen om, hvorvidt den danske stat har lavet de nødvendige konsekvensanalyser, når det kommer til følgerne af de indsatskrav, som ligger i vandområdeplanerne, skal nu skrives i Højesteret.

Det kom frem i denne uge.

Som det ligger nu, så skal vandområdeplanene føre til, at kvælstofudledningen i Danmark i 2027 ikke overstiger cirka 45.000 tons årligt. Seneste tal for udledningen – korrigeret for nedbør – viser, at der i 2017 blev udledt cirka 60.000 tons.

Fra Bæredygtigt Landbrug, der fører sagen mod staten, og har Landbrug & Fødevarer med på sidelinjen som såkaldt biintervenient, er argumentet, at konsekvensanalyser vil vise, at der for nogle bedrifter i visse oplande vil være helt uforholdsmæssige, store konsekvenser forbundet ved en sådan reduktion.

Sidste år forsøgte landbrugsorganisationerne i Vestre Landsret forgæves at få sagen sendt videre til EU-Domstolen, som man mener, er den rette instans til at afgøre tvisten.

Det er forventningen, forklarer Bæredygtigt Landbrugs advokat, Hans Sønderby Christensen, at Højesteret nu vil se anderledes på sagen. Hvis Højesteret da vel at mærke ikke selv går ind og afgør, at de danske myndigheder ikke har foretaget de nødvendige konsekvensanalyser af indsatskravene i vandområdeplanerne.

- Det, som Højesteret skal tage stilling til, det er, hvordan man skal fortolke EU’s Vandrammedirektiv. Vi sagde til Vestre Landsret, at vi gerne ville have EU-Domstolen til at behandle det, men fik svaret, at det var der ikke grund til, fordi det kunne Landsretten selv tage stilling til. De fortolkede det så (spørgsmålet om hvorvidt der er foretaget de nødvendige konsekvensanalyser, red.) på en måde, som vi slet ikke er enig i.

- Vi har så bedt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få den vurdering prøvet i Højesteret. Højesteret kan nu sende sagen videre til EU-Domstolen, men kan også afgøre det selv, og så er det så spørgsmålet, om Højesteret er enig eller uenig i Vestre Landsrets fortolkning, fortæller Hans Sønderby Christensen.

Skriver kæreskrift

Det er Procesbevillingsnævnet, som består af en højesteretsdommer, en landsretsdommer, en byretsdommer, en professor og en advokat, som afgør, hvorvidt en sag kan føres videre fra landsretten og komme for Højesteret. Fra Hans Sønderby Christensen lyder det, at det er meget centralt for sagen, at den nu af procesbevillingsnævnet har fået »det blå stempel«, så den kan blive behandlet i Højesteret.

- Det der sker nu, det er, at vi i dag (torsdag, red.) har ni hverdages hårdt og stabilt arbejde til at lave et kæreskrift. Her skal vi forklare, at hvis de her indsatskrav i vandområdeplanerne for at opfylde miljømålet god økologisk tilstand bliver fastholdt, så kommer der en fuldstændig uoverskuelig regning til landbruget.

- Og ifølge Vandrammedirektivet så skulle man allerede dengang for mange år siden, da man fastlagde miljømålet for 2027, have fortalt om de regninger, som følger. Man kan ikke bare sætte sig til rette, og sige, at der er tre vandplanperioder, og så finder man lidt ud af det hen ad vejen. Det går ikke.

- Du kan simpelthen ikke fastlægge et mål uden, at du har gjort det fuldstændig klart, hvad konsekvenserne af at nå det mål så vil være, siger Hans Sønderby Christensen.

Han tegner selv billedet af, at det svarer til at planlægge en rejse til Alaska uden at vide, hvordan man kommer derhen, og uden at vide om halvdelen af besætningen vil omkomme på rejsen, fordi provianten ikke slog til.

Kan vinde »uden kamp«

Hans Sønderby Christensen fortæller, at når han har sendt sit kæreskrift til Højesteret, så får staten formentlig fire til seks uger til at svare på det. Det er Hans Sønderby Christensens vurdering, at Højesteret vil være klar med en afgørelse i det tidlige efterår. Det er op til Højesteret at vurdere, om sagen skal behandles mundtligt i retssalen, eller om sagen skal afgøres skriftligt.

- Det her er dog også lidt af en pistol for brystet af vores modpart. Inden 2021 skal der jo komme nye vandområdeplaner. Indsatskravene i dem har de jo ikke lagt sig fast på endnu. Det vil sige, at de kan selv nå at løse implementeringsproblemet, hvis der nu alligevel ikke skal være så store indsatskrav. »Systemet« kan så at sige nå at rette sig selv, siger Hans Sønderby Christensen.Han forklarer, at på den måde skaber det juridiske spor også administrative resultater, og det har man set før, påpeger advokaten, der trækker paralleller til både sagerne om gødning og reduceret grødeskæring som indsatskrav og randzonerne.

Alle tre gange blev de juridiske problemer løst politisk, så landmændene fik deres vilje, og derved blev de »juridiske bomber« demonteret.