Udbetalingen af erstatninger til minkavlere for aflivningen af alle mink i 2020 er i fuld gang. Fødevarestyrelsen har således udbetalt 1,325 milliarder kroner til de avlere, der aflivede deres mink i de første dage af november måned sidste år.

Men med den politiske aftale om erstatning fulgte som bekendt et forbud mod minkavl i hele 2021, og ifølge formand for Ringkøbingegnens Pelsdyravlerforening, Jesper Kvist Jensen, er det svært at forestille sig, at det tidligere så stolte og udbredte erhverv får comeback i den del af Vestjylland, hvor foreningens medlemmer har hjemme.

- Jeg har ikke hørt om nogen, som har mod på eller lyst til at starte op igen. Da minkerhvervet blev nedlagt sidste år, smadrede man fuldstændig dets infrastruktur. Der var ingen politisk velvilje, men derimod en dagsorden, som gik ud på, at der ikke længere skulle være minkavl, siger Jesper Kvist Jensen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Samtidig er det ikke alle nu tidligere minkavlere, der i fremtiden vil være en del af landbruget, fortæller han.

- Nogle er begyndt at arbejde inden for planteavl og andre på kyllingefarme. Alene bare ude i det gamle Holmsland er seks startet i produktionen på Vestas, fortæller han til avisen.

Fødevarestyrelsen har indtil videre udbetalt over 1,3 milliarder kroner i erstatning til minkavlerne. Foto;: Colourbox

Fødevarestyrelsen har indtil videre udbetalt over 1,3 milliarder kroner i erstatning til minkavlerne. Foto;: Colourbox

Går videre med udbetalinger

Fødevarestyrelsen har alt i alt udbetalt 1.325.465.257 kroner over ialt 1973 udbetalinger.

Ifølge den tidsplan, som styrelsen har offentliggjort for udbetalingerne, er man nu færdige med at udbetale honorar for aflivninger til avlerne i zone 1 og forskud på udbetaling af skindværdi. I resten af foråret forestå så udbetaling af tempobonus, udbetaling af honorar for aflivning af mink og rengøring i zone 2 samt erstatning for driftstab.

Udbetaling for driftstab afventer dog udarbejdelsen af den ministerielle bekendtgørelse, der udspecificerer omstændighederne omkring udbetalingerne.

 

De Konservatives Per Larsen mener, at loven om erstatning til minkavlere gør det alt for svært at få genstartet erhvervet. Derfor stemte partiet mod loven. Foto: Steen Brogaard

De Konservatives Per Larsen mener, at loven om erstatning til minkavlere gør det alt for svært at få genstartet erhvervet. Derfor stemte partiet mod loven. Foto: Steen Brogaard

Konservativ kritik

I sidste uge blev loven om erstatninger til minkavlere og forbud mod minkavl i 2021 endeligt vedtaget i folketingssalen, men det var ikke alle partier, der stemte for. Udover Enhedslisten og Alternativet stemte Konservative også mod loven.

- Det ser meget usikkert ud, som jeg ser det, fordi der simpelthen er så mange usikkerhedsmomenter i den her aftale. Det er blandt andet derfor, vi ikke har stemt for lovforslaget, siger Per Larsen, der er fødevareordfører i Konservative, til TV2 Nord.

Han tilføjer overfor den regionale TV2-station, at loven efter De Konservatives mening gør det alt for svært for de avlere, som gerne vil starte op igen. Blandt andet fordi der ikke er lagt op til hjælp til køb af nye avlsdyr eller hjælp til terminer.

Minksagen