Fødevarestyrelsen finder ulovlige mink på Djursland

En minkavler i det nordøstlige Djursland bliver nu efterforsket af politiet efter fund af 119 mink.

Efter en anmeldelse af ulovligt minkhold var Fødevarestyrelsen mandag på uanmeldt besøg i en tidligere minkfarm i det nordøstlige Djursland.

Her fandt Fødevarestyrelsens dyrlæge og politiet 119 mink i burene. Fødevarestyrelsen har en skærpet opmærksomhed på ulovligt hold af mink, indtil det igen er sundhedsmæssigt forsvarligt at genoptage minkavl i Danmark.

Det har ikke været tilladt at have mink i Danmark siden 29. december 2020, med mindre der er tale om et hobbyhold på maksimalt fem mink.

- Det er tredje gang, vi finder et ulovligt minkhold. Når vi ser, at en tidligere avler holder 119 mink i almindelige minkbure, så vurderer vi, at det drejer sig om et erhvervsmæssigt opdræt. Det er ulovligt, og derfor vil vi overdrage sagen til politiet for nærmere efterforskning, siger chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, Majbritt Birkmose, der tilføjer, at Fødevarestyrelsen reagerer på alle former for tip om muligt hold af ulovlige mink.

Minkavleren fik tidligere på dagen et påbud om straks at aflive alle mink, som han ifølge Fødevarestyrelsen ikke gjorde. Fødevarestyrelsen aflivede derfor minkene mandag aften, og fik dem kørt til destruktion.

Fødevarestyrelsen havde i forbindelse med besøget i minkfarmen taget prøver, som skal vise, om minkene er smittet med Covid-19, eller om de bærer antistoffer, som vil være et tegn på, at de har været smittet.

 

Læs også