Formand for Vestjysk: Regeringen skal tage ansvar for ulovlig aflivning af minkerhvervet

Vi lever i et demokratisk land, og derfor skal vi stille krav til, at regeringen overholder grundloven, og at politikerne ikke holder hånden over hinanden, hvis der sker lovbrud, fastslår formand for landboforeningen vestjysk, Søren Christensen.

Minkkommissionens rapport konkluderer, at statsministeren gav en vildledende ordre om aflivning af alle mink 4. november 2020, at statsministeriet forcerede processen, og at ordren var klart ulovlig. 

Den ulovlige ordre har kostet et helt minkerhverv deres levebrød og mange familier deres livsværk. Men hvilke konsekvenser får det for regeringen og for Mette Frederiksen, som siden minkrapportens offentliggørelse d. 30. juni har praktiseret ansvarsfraskrivelse i højeste grad, spørger formand landboforeningen vestjysk, Søren Christensen. 

- Alle borgerne i Danmark, ikke mindst i landbruget, lever efter love og regler og demokratiske værdier. Vi kan ikke acceptere samtidig at have en regering, der ser stort på grundloven og på egen hånd tager ulovlige beslutninger – og bagefter fraskriver sig ansvaret og siger, at de ikke vidste, det var ulovligt. 

- Når man har magten, har man også en pligt til at være velinformeret og tage ansvar. Det gælder både regeringen og de embedsmænd, som jo er hele rygraden i det politiske system, og som i denne sag fuldstændig har fejlet i deres opgave i at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, siger Søren Christensen og fortsætter: 

- Jeg er klar over, at det var en svær situation for alle involverede i november 2020, og at der skulle tages handling. Men regeringen var ikke samarbejdsvillig eller interesseret i at finde en ordentlig løsning sammen med landbruget og eksperter. I en meget snæver kreds tog man derimod egenhændigt nogle ulovlige beslutninger, som har haft fatale konsekvenser for minkerhvervet. Så må man i den snævre kreds også selv tage ansvaret for beslutningerne. 

- Støttepartier har også ansvar

Søren Christensen fastslår, at når et flertal i folketinget ikke bakker op om en uvildig advokatundersøgelse af kommisionsberetningen, holder politikerne hånden over hinanden, og det er ikke acceptabelt. 

- Støttepartierne har også et stort ansvar for, at love og regler bliver overholdt, og som det ser ud nu virker det til, at ingen tør stå ved det ansvar i frygt for ikke at blive valgt igen.

- Den her gang ramte regeringens lovbrud minkavlerne, men hvem rammer det næste gang? Hvis vi ikke kan opretholde vores demokrati og overholde love og regler, ender vi jo som det vilde vesten, og det er der ingen, der ønsker, siger Søren Christensen og tilføjer: 

- Mette Frederiksen sagde til os, at vi bare skulle leve med det. Så bør hun også selv leve med, at hun ikke skal være statsminister i fremtiden. 
 

Læs også