Ikke set i Jylland i 13 år: Sjælden mus dukket op i Sønderjylland

Efter mange år uden tegn på den sjældne og truede art har en borger fundet en hasselmus i Draved Skov.

Det er en yderst eftersøgt art, der nu er dokumenteret på et foto angiveligt taget i den statslige Draved Skov syd for Løgumkloster i Sønderjylland, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Billedet blev taget af en naturinteresseret borger og viser hasselmusen, der er en af de mest sjældne og truede pattedyr, vi har i Danmark. Arten er ikke set i Jylland de seneste 13 år og findes i det hele taget meget få steder i Danmark.

Naturstyrelsen forvalter de 560 hektar, som udgør Draved Skov og Kongens Mose. Et område, som er udpeget som kommende naturnationalpark.

- Vi ved, at der er utroligt mange arter i Draved Skov, også arter vi ikke kender til endnu, men hasselmusen havde vi ikke set komme. Den er ikke meget større end en tommelfinger og er betegnet som truet. Derfor er det virkelig en succeshistorie, at hasselmusen er retur i naturen, siger Martin Brink, projektleder for naturnationalparken i Naturstyrelsen

Hasselmusen er Danmarks eneste syvsover og er samtidig en såkaldt indikatorart, der fortæller om naturens tilstand, fordi den stiller helt bestemte krav til sine levesteder.

Det var det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg, der via Miljøstyrelsen hjalp med at få verificeret billedet af hasselmusen.

Hasselmusens hovedudbredelse i Danmark er Sydfyn og tre områder på Sjælland omkring Slagelse/Sorø, Kirke Hvalsø samt Fakse. Fundet af hasselmus ved Draved vil blive fulgt op af en ekstra overvågning af Draved Skov fra statslig og forskningsmæssig side, der skal bekræfte fundet og vurdere bestandens størrelse.

Læs også