Flere steder bliver der smidt og efterladt asbestholdige eternittagplader i naturen, og det går ud over lodsejere.
Når kalenderen rammer 2025, kommer der nye regler for bortskaffelse af tagaffald i Danmark, hvilket betyder, at det kræver en autorisation at rive asbestholdigt materiale ned fra bygninger.
Måske er det årsagen til, at politiet flere steder i landet i år har oplevet, at store stakke med eternittagplader, der typisk er fyldte med sundhedsskadeligt asbest, bliver smidt i naturen.
Ifølge DR Nyheder er der alene i år blevet anmeldt ni sager på området i Sydsjælland- og Lolland-Falsters politikreds, fem i Midt- og Vestsjællands Politikreds, mens Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget tre anmeldelser indtil videre.
- Nu er det os, der står med aben.
Kristoffer Linderoth, landmand - til DR Nyheder
En af dem, der har fået den uønskede gave, er Kristoffer Linderoth.
- Nu er det os, der står med aben. Der er nogle, som har villet den nemme vej og er ligeglad med vores natur. Og så går det ud over os alle, siger Kristoffer Linderoth, landmand og skovejer i Fårevejle i Nordvestsjælland, og formand for Lammefjordens Grønsagslag, til DR Nyheder.
50.000 kroner for oprydning
Kristoffer Linderoth er ikke den eneste landmand, der har måttet konstatere henkastede eternitplader på sine jorde. Og der er kun én til at betale regningen. Det er nemlig lodsejeren, der hænger på regningen.
Ifølge DR kostede det derfor August Hage, der driver økologisk landbrug ved Oremandsgaard Gods nær Præstø, 50.000 kroner for to år siden, da der også blev smidt eternitplader på godsets jorde.
Sagen fra Midt- og Vestjyllands Politikreds stammer fra Hjermind Skov nær Bjerringbro, hvor der i juni blev efterladt tre paller med eternittag. De blev fundet af Claus Laugesen, da han ville ud og køre på skovens mountaninbike-rute.
- Det er noget svineri. Det er jo desværre et problem, der kan opstå, når det begynder at koste penge at komme af med sit byggeaffald. Det er desværre noget, jeg er bange for, vi kommer til at se mere af, sagde han ved den lejlighed til Viborg Stifts Folkeblad.
Bekymring for stigende tilfælde
Også hos Naturstyrelsen er man bange for, at mængden af smidt tagaffald vil blive øget i de kommende måneder. Overfor DR Nyheder kalder skovfoged Svend Norup praksissen for noget forbandet svineri.
- Jeg kan godt være bekymret for, at vi vil se en stigning i episoder, hvor der er dumpet asbestholdigt affald i naturen, siger han til DR.
De nye regler om autorisation til at arbejde med det sundhedsskadelige stof betyder, at firmaer, der udfører arbejdet uden at have en autorisation, bliver straffet med bøde på op til 30.000 kroner.