En ø i Danmark: Avernakø
Artikelserie om de mange mindre øer rundt om i Danmark. De bringes i alfabetisk rækkefølge, og vi er nået til Avernakø.
Midt i Det Sydfynske Øhav ligger Avernakø, som er en lille perle med 110 faste beboere. Avernakø blev dannet i 1937, da de to øer Avernak og Korshavn blev forbundet via en 700 meter lang dæmning – kaldet Drejet.
Øen rummer i dag landsbyerne Avernak og Munke, og byder på både levende landbrug og skønne naturoplevelser. Øen er kendt for sin storslåede natur, sin særlige kulturhistorie og et stærkt lokalt sammenhold, der gør den til mere end blot en feriedestination.
Spor fra stenalderen, stendysser og fund af guldfund fra 1685 ved Munke vidner om øens historiske betydning – fem af guldskålene findes på Nationalmuseet
Historisk har Avernakø været præget af landbrug og fiskeri, og det er stadig landbruget, der sætter det største præg på øens erhvervsliv. Flere landmænd driver moderne landbrug med blandt andet kvæg og planteavl, ligesom der er en stor andel af fåreavl. Samtidig har øen små iværksættere, der satser på lokalt håndværk, fødevareproduktion og turisme.
Øen har tillige to Majstænger, som stadig rejses hvert år i pinsen – en skik, som kun kendes få steder i Danmark. Traditioner og fællesskab går således hånd i hånd på Avernakø, der har omkring 19 kilometer kyst, fine badestrande, fugletårn med udsigt og gode muligheder for at se klokkefrøen ved vandhuller
Færgeforbindelsen til Faaborg – nogle gange via Lyø – sikrer daglig transport til og fra øen, og i sommerhalvåret vokser indbyggertallet betydeligt, når feriegæster og fritidshusejere nyder øens ro og charme. Der er både købmand, galleri, caféer og overnatningssteder, og Avernakø er et populært mål for cykelturister og lystsejlere.