Forskere: Ulve er blevet dræbt af mennesker

Nogle af de forsvundne ulve i Jylland er blevet skudt, mener en gruppe forskere ifølge Jyllands-Posten.

Siden 2012 er ni ulve forsvundet fra det danske landkort uden en kendt årsag, men nu mener en række tyske og danske forskere, at en stor del af ulvene er blevet slået ihjel af mennesker. Det skriver Jyllands-Posten.

- Vi har de seneste år diskuteret, hvorvidt der sker ulovlige drab på ulve i Danmark. Den diskussion kan stoppe nu. Der er desværre mennesker, der dræber ulve i Danmark. Vi har ingen grund til at anklage alle danske jægere for at skyde ulve. Det er formentlig et begrænset antal mennesker, der står bag, siger førsteforfatteren til en videnskabelig artikel om emnet, Peter Sunde, professor på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Mange dødsfald

Ifølge den videnskabelige artikel dør 46 procent af de unge ulve i Danmark – det er cirka 10 gange så mange som den naturlige dødelighed i andre lande.

Der er kun ét kendt tilfælde af ulvedrab. I april 2018 blev en ung ulv skudt og dræbt på en mark ved Ulfborg, og det udløste 40 dages betinget fængsel til gerningsmanden.

Læs også