10 nye naturnationalparker på vej

Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken har offentliggjort, hvor Danmarks 10 nye naturnationalparker skal placeres.

Store sammenhængende områder skal hjælpe biodiversiteten og den vilde natur tilbage i Danmark, og derfor har regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken nu løftet sløret for, hvor 10 nye naturnationalparker skal placeres i Danmark.

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afsatte med Natur- og Biodiversitetspakken 888 millioner kroner til blandt andet at give naturen et markant løft med i alt 15 naturnationalparker fordelt over hele landet.

Placeringen af de første fem naturnationalparker er allerede valgt, mens de sidste 10 skal ligge i de områder, som kan ses på kortet.

- Alt for længe har vi lagt bånd på naturen. Tæmmet den. Gjort den snorlige og symmetrisk. Men i dag sætter vi naturen fri. Vi gik til valg med et løfte om at give naturen langt mere plads med 15 naturnationalparker fordelt over hele landet. Det leverer vi på nu, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

 

20 gange så stort som Dyrehaven

Sammenlagt vil de i alt 15 naturnationalparker brede sig over et areal på cirka 25.000 hektar. Et område, der er mere end 20 gange så stort som Danmarks mest besøgte naturområde, Dyrehaven.

Derudover er det allerede besluttet at etablere to marine naturnationalparker i henholdsvis Lillebælt og Øresund, hvor der gøres en særlig indsats for at styrke den marine natur og biodiversitet.

Naturstyrelsen vil nu udarbejde forvaltningsplaner og projektbeskrivelser for alle 10 områder med input fra nationale og lokale arbejdsgrupper.

Naturnationalparkerne etableres på statslige arealer og udpeges ud fra en række kriterier, som er udarbejdet i samarbejde med forskere, og som skal sikre, at placeringen gavner naturen og biodiversiteten mest muligt.

Der er allerede afsat fem millioner kroner til friluftsliv i hver naturnationalpark, der kan være med til at understøtte spændende naturoplevelser. Det er besluttet at afsætte yderligere 15,9 millioner kroner i alt til etablering af friluftsfaciliteter, opkøb af nærliggende arealer med videre.

Her bliver de nye naturnationalparken

  • Læsø Klitplantage (Læsø Kommune)
  • Hanstholm i Thy (Thisted Kommune)
  • Husby Klitplantage i Vestjylland (Holstebro Kommune)
  • Kompedal Plantage i Midtjylland (Silkeborg Kommune)
  • Mols Bjerge i Djursland (Syddjurs Kommune)
  • Nørlund Plantage og Harrild Hede i Midtjylland (Ikast-Brande Kommune og Herning Kommune)
  • Draved Skov og Kongens Mose i Sønderjylland (Tønder Kommune)
  • Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i Nordsjælland (Helsingør Kommune)
  • Bidstrupskovene på Midtsjælland (Lejre Kommune)
  • Ulvshale Skov på Møn (Vordingborg Kommune)

Udover de ti netop offentliggjorte naturnationalparker har regeringen og aftaleparterne tidligere besluttet, at de fem første naturnationalparker skal ligge i Fussingø ved Randers, Gribskov i Nordsjælland, Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.

Læs også