Fællesjagt mod vildtskader i markerne
Foreninger går sammen om at samle jagt på kronvildt på enkelte dage. Det skal forhindre dyrene i at ødelægge afgrøder.
Landmændene taber penge, hver gang kronvildt og råvildt samler sig i store flokke spiser af afgrøderne eller tramper dem i stykker.
Det sker ofte under jagt, når dyrene samler sig i flokke for at forsvare sig. Resultatet er, at flokkene bliver så store, at de skaber ekstra mange skader på markerne og i skove.
Så i stedet for at have mange jagter i sæsonen, så skal de samles på få dage, mener en række organisationer samlet i Hjortevildtsgruppen for Region Syddanmark.
Fællesjagterne skal begrænse skaderne på afgrøder, mens jagten er i gang, fortæller formanden for gruppen Ole Holm til DR Nyheder.
Inspirationen til den her form for jagt kommer fra de centraleuropæiske lande.
Især Tyskland har praktiseret store jagter på kron- og råvildt. Efterfølgende er der en længere periode med fred på arealet, fortæller formanden for Hjortevildtsgruppen Ole Holm.
Der er i øjeblikket ikke overblik over, hvor meget vildtet koster landmændene i tabte afgrøder. Men Seges, det tidligere videnscenter for Landbrug, er netop nu ved at få et overblik ved at sende spørgeskemaer ud til landmændene.
Med i Hjortevildtgruppen for Region Syddanmark er blandt andet Danmarks Jægerforbund, Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Den første fælles jagtdag i Syddanmark bliver den 13. januar 2019.






































