Susanne Arfelt Rajamand bliver nyt eksternt bestyrelsesmedlem i Danish Crown. Hun kommer med over 20 års erfaring fra Royal Greenland.
Det er en stærk ledelsesprofil med international erfaring, der nu træder ind i bestyrelsen hos Danish Crown. Royal Greenlands Group CEO, Susanne Arfelt Rajamand afløser Camilla Harder Hartvig, der trak fra DC-bestyrelsen tidligere i år.
- Jeg er virkelig glad for at kunne byde Susanne Arfelt Rajamand velkommen som eksternt medlem af Danish Crowns bestyrelse. Det er enormt vigtigt for os at sikre, at vi hele tiden har de fornødne kompetencer i bestyrelseslokalet, og med Susanne får vi en erfaren leder ombord med indgående ekspertise og know-how om forædling og drift af international fødevarevirksomhed. Jeg er sikker på, at hun kan bidrage en masse til den fortsatte udvikling af Danish Crown, siger bestyrelsesformand Asger Krogsgaard.
Susanne Arfelt Rajamand ser frem til at blive en del af Danish Crowns bestyrelse:
- Jeg ser frem til at bidrage til den spændende transformations-rejse, som Danish Crown er på, og håber, at jeg med mit fødevarekendskab samt internationale erfaring kan hjælpe med til at fremtidssikre en af Danmarks vigtigste og mest traditionsrige virksomheder, siger hun.
Står foran omstrukturering
Bestyrelsen i Danish Crown A/S består i sin nuværende form af seks demokratisk valgte andelsejere, tre medarbejderrepræsentanter og fire eksterne bestyrelsesmedlemmer fra relevante lederstillinger i dansk erhvervsliv.
Inden nytår vil Danish Crown overgå til kun at have en bestyrelse, der vil bestå af fem personer valgt blandt medlemmerne af Danish Crowns repræsentantskab, op til fem eksterne bestyrelsesmedlemmer udpeget af et nomineringsudvalg, samt de valgte medarbejder-repræsentanter.
Processen med at finde det femte eksterne bestyrelsesmedlem, som skal have kompetencer til at løfte formandsposten, er i gang i øjeblikket.