AgroMarkets skal have ny direktør
Der bliver snart skiftet ud på direktørkontoret hos AgroMarkets.

Nis Kjær vinker snart farvel til direktørposten hos AgroMarkets. Arkivfoto
Nis Kjær ønsker at fratræde hos AgroMarkets efter godt tre år som direktør.
Hos AgroMarkets har Nis Kjær de seneste tre år stået i spidsen for en organisatorisk udvikling, som blandt andet har resulteret i et opkøb af Fondsmæglerselskabet Finans og Formue.
Samtidig har AgroMarkets i en ellers meget omskiftelig og uforudsigelig tid fastholdt sin status som landmændenes førende rådgiver, når det handler om køb og salg af råvarer.
Hos AgroMarkets betyder fratrædelsen, at bestyrelsen nu skal i gang med at finde en afløser.
- Nis skal have mange tak for indsatsen, og det store arbejde han har lagt i udviklingen af AgroMarkets. Der er sket mange positive forandringer i hans tid, siger bestyrelsesformand Niels Peter Ravnsborg.
Nis Kjær fortsætter hos AgroMarkets gennem forårsperioden, og han er behjælpelig i overgangsfasen, indtil den nye direktør er på plads.