Jens Ole Pedersen, planteavlschef i VKST, har 25-års jubilæum, og det markeres med en reception på Fulbyvej i Sorø på fredag den 4. oktober.
Jens Ole Pedersen er 56 år og opvokset på en svineejendom i Nordjylland. Han er uddannet cand.agro. Efter uddannelsen blev han ansat i Horsens Landbrugsforening – senere Østjysk Landbrugsrådgivning.
Han kom i oktober 1994 til Sjælland, hvor han blev konsulent og sekretær i Slagelseegnens Landboforening, som i 1996 fusionerede til Sorø-Slagelse Landboforening. Siden 2004 har han haft titel som planteavlschef i LandboSjælland, Gefion og VKST.
Jens Ole Pedersen bor i Slagelse, har tre voksne børn og bruger fritiden på mange gør-det-selv-projekter i hus og sommerhus samt med jagt og fiskeri.