Søndag blev alle fugle aflivet i en mindre besætning med flere slags fugle på Nordfyn, fordi den blev ramt af fugleinfluenza. Det skete for at stoppe smitten.

Besætningen ligger øst for Otterup i Nordfyns Kommune og rummer omkring 100 høns, 100 tamænder og gæs, 50 fasaner, 75 duer, 75 parakitter og to påfugle.

Ejeren opdagede onsdag aften, at flere fugle havde diarré, hængende hoveder og øget dødelighed. Prøver blev sendt til Statens Serum Institut, som har bekræftet smitte med fugleinfluenza af typen H5N1.

Myndighederne har oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer omkring den smittede besætning.

I de næste fire til fem uger må der ikke flyttes æg, fjerkræprodukter eller levende fjerkræ ind eller ud af zonerne uden særlig tilladelse.

Myndighederne opfordrer alle ejere af fjerkræ til at være ekstra opmærksomme på smittebeskyttelse. Smitten kan blandt andet komme fra vilde fugle, og derfor bør kontakt mellem tamfjerkræ og vilde fugle undgås.

Fugleinfluenza