Danske Bank samler landbrugscentre

Palle Rask Sørensen, chefen for det nye landbrugscenter.
Landbrugscenter Nordjylland og Landbrugscenter Øst-/Midtjylland bliver snart lagt sammen i en ny enhed.
Årsagen er, at Danske Bank vil sikre, at de stadig større og mere komplekse kunder, får det bedst mulige faglige og strategiske sparringsmiljø, lyder det i en pressemeddelelse.
Den nye enhed kommer til at hedde Landbrugscenter Midt/Nord, men på trods af sammenlægningen af de to centre behøver rådgiverne ikke gå på kompromis med kundekontakten.
Afdelingerne bliver nemlig ved med at ligge, hvor de hele tiden har gjort i henholdsvis Aarhus og Aalborg. Landbrugscenter Midt/Nord kommer dermed til at dække et stort område rent geografisk, hvor kunder både skal kunne tale med deres rådgiver online, men hvor det også er væsentligt, at de kan få besøg rent fysisk.
Den nye chef for enheden bliver Palle Rask Sørensen.
Palle Rask Sørensen er oprindelig uddannet jordbrugsøkonom på Landbohøjskolen og har arbejdet i rådgivningssektoren, inden han begyndte i Danske Bank i 2007.
Når det nye landbrugscenter er etableret vil Danske Bank have fire landbrugscentre rundt omkring i Danmark: Henholdsvis Midt/Nord, Sydjylland, Fyn og Sjælland.