Rapsprisen fortsætter sit fald, og der er ingen tegn på, at den stiger igen foreløbig. Også prisen på sojaskrå- og bønner fortsætter sit dyk på børserne, og en nedjustering på det fysiske marked er uundgåelig. Det vurderer AgroMarkets i en analyse på sin hjemmeside.

Ifølge AgroMarkets er der indikationer på, at markedet er ved at miste troen på et langsigtet højprismarked for rapsfrø.

- Vi må forvente, at køberne trækker følehornene til sig på ’22-høsten, og at de opnåelige priser i hvert fald som minimum nærmer sig 300 kroner, hvor de i sidste uge toppede på 333 kroner, da vi udsendte salgssignal, skriver handelsrådgivningsselskabet, og tilføjer:

- Rapsprisen er faldet voldsomt siden toppen for 1-2 uger siden, men den er stadig højere end de seneste års gennemsnit. Så har du ikke fået solgt, skal du få det gjort.

Tysk notering for grise står stille

Den tyske slagtesvinenotering er uændret 1,54 euro pr. kg (11,47 kroner).

Det oplyser Danske Svineproducenter.

- Stemningen på det tyske slagtesvinemarked er fortsat god. Udbuddet af slagteklare grise er begrænset, og slagteriernes efterspørgsel er høj. Ifølge den tyske interesseorganisation ISN er den manglende slagtedag i forbindelse med pinse ikke et problem i år. Det tyske marked er simpelthen præget af et meget lavt udbud for tiden: Indtil nu er der blevet slagtet cirka 7 procent færre slagtesvin i år end i samme periode sidste år, skriver Danske Svineproducenter.

Forventningen er noteringsstigninger, når grillsæsonen begynder for alvor.

Situationen på det europæiske slagtesvinemarked udvikler sig også fortsat positivt. Den store eksport, som der har været i flere måneder (særligt til Kina), hjælper med til at holde den spanske notering på en suveræn førsteplads i EU-sammenligningen, lyder det fra Danske Svineproducenter.