VKST lancerer "tv-kanal"
Den stigende interesse hos landmændene for planteavlsvideoer på sociale medier har medfødt en ny plante-kanal hos rådgivningsvirksomheden VKST.
VKST PlanteTv er en ny form for rådgivning i planteavlsafdelingen hos VKST. Her kan kunderne hver torsdag logge ind og se ugens højdepunkter i marken og få gode råd og faglige input til deres planteavl og strategier i marken.
-Det er en kort og hurtig opdatering, hvor landmanden kan få konkret og uvildig rådgivning og opdateringer fra det aktuelle i marken lige nu. Vi tager konkrete eksempler op i studiet og giver vores uvildige råd og vejledning til, hvad de skal gøre eller holde øje med lige nu, siger planteavlskonsulent i VKST Ole Schou.