Nye medarbejdere hos Fjordland

Tina Ibsen.

Mandag 3. januar 2022 startede Tina Ibsen som revisorassistent hos Fjordland i Skive. Her skal hun indgå i teamet af revisorassistenter med primært fokus på landbrugskunder.

Tina Ibsen er 53 år, har arbejdet i branchen siden 1987 og kommer fra en lignende stilling hos Velas i Viborg.

Hun bor i Vinde med sin mand og deres yngste datter, mens den ældste datter bor på Færøerne.

Cecilie Bech Hald begyndte den 3. januar som jurist hos Fjordland i Skive. Cecilie er 28 år og uddannet fra Aarhus Universitet i 2018. Hun kommer fra en stilling som jurist i Taksationssekretariatet i Viborg og har derudover erfaring fra Familieretshuset i Ringkøbing.

Cecilie bor på en landejendom mellem Frederiks og Karup sammen med sin kæreste og deres søn.

Opgør ulmer i Veganerpartiet

Veganerpartiet afgør på et ekstraordinært landsmøde i næste uge, om eksklusionen af partiets tidligere leder Henrik Vindfeldt skal trækkes tilbage. Det ønsker en lang række medlemmer nemlig, skriver Ekstra Bladet.

Henrik Vindfeldt blev i januar i år smidt ud af partiet på grund af »krænkende og nedværdigende adfærd samt grim tale overfor bestyrelsesmedlemmer«, lød det i en pressemeddelelse fra Veganerpartiet.

Selv mener Henrik Vindfeldt, at det i virkeligheden handler om en magtkamp, og han fortæller, at han ikke har haft mulighed for at forklare sig. Ifølge Henrik Vindfeldt står den nuværende ledelse for en mere radikal linje i forhold til at spise kød end ham selv, men han understreger over for Ekstra Bladet, at han ønsker at samarbejde internt i partiet.

I en mailindkaldelse, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, ønsker medlemmer også at stille et mistillidsvotum til den siddende landsledelse. I givet fald skal alle ti medlemmer af ledelsen træde af.

Eltjek afslører stort potentiale for besparelser

Fire ud af fem virksomheder kan hente væsentlige besparelser på at få nye el-aftaler. Det viser en række eltjek hos landmænd og virksomheder, som Sønderjysk Landboforening har foretaget, skriver rådgivningsselskabet i en pressemeddelelse.

- Landmænd og virksomheder skal se sig godt for, for el-markedet bugner af aktører, hvor nogle er mere seriøse end andre, lyder det Sønderjysk Landboforening, som gennem de seneste måneder har gennemført cirka 100 el-tjek.

- Ud fra de analyser, som vi har gennemført, kan vi konstatere, at fire ud af fem landmænd eller virksomheder har kunnet hente væsentlige besparelser på deres el-aftaler ved at skifte leverandør. I enkelte tilfælde har vi set besparelser på elregningen på helt op til 50.000 kroner om året, fastslår digital udvikler Pieter Jans, SLF.

SLF ser også fejl i nogle af de fakturaer, som elselskaberne sender ud.

7. februar afvikler SLF webinar om emnet.

Læs også