For første gang i 20 år er der blevet uddannet en kvindelig svineslagter på Danish Crowns slagteri i Herning, skriver Danish Crown i et Facebook-opslag, der er gået viralt med masser af »tillykker« i kommentarfeltet.

Der er tale om den 23-årige Helle Halkjær., som har taget den tre-årige uddannelse som svineslagter.

Hun var i lære på slagteriet i Hering og har taget sine skoleophold på Danmarks Slagteriskole ZBC.

Efter det første års tid på uddannelsen fandt Helle ud af, at hun kunne mere end hun selv troede. Og så fik den ellers gas derfra. I dag er hun blevet fastansat i Herning – og Helle har masser af drømme.

- Jeg drømmer om at blive mestersvend eller mester og have glade medarbejdere. Jeg vil gerne vise, at selvom man er kvinde i et mandefag, så kan man altså godt. Man skal aldrig give op, der er en plads til alle, uanset hvem man er. Og så drømmer jeg om et godt liv, siger hun.

»Tillykke med uddannelsen og jobbet Helle, du er mega sej!« skriver Danish Crown afslutningvis i opslaget.