Gårde slår besøgsrekord

Danskerne blev hjemme i sommerferien, og det var noget, der kunne mærkes på Djurslandgårdene, som er en fælles betegnelse for en række landbrug på Djursland, som i løbet af sommeren inviterer interesserede på gårdbesøg på udvalgte dage.

Djurslandgårdene satte rekord med i alt 448 besøgende på de fem forskellige gårde på hele Djursland. På Enegård ved Balle bor landmanden Mathias Hedegaard Hansen, der havde 30 besøgende på en enkelt besøgsdag.

- Det har været sjovt at tale med så mange forskellige mennesker. Jeg havde en familie på besøg fra Herlev. De var på ferie på Djursland og havde aldrig været på et landbrug. Jeg synes, det er godt, når byfolk kommer herud og besøger os, siger Mathias Hedegaard Hansen.

Djurslandgården har i år tre besøgsgårde, der er kvægbedrifter, som er for familier med børn i alle aldre, hvor der bliver tilbudt børneaktiviteter efter en fælles rundvisning. Og så er der to rundvisningsgårde, hvor de besøgende får en guidet tur rundt i en moderne svinestald. Sidstnævnte besøg henvender sig til lidt større børn, som har mod på at lytte og lære.

 

 

Læs også