Politisk forum trækker i arbejdstøjet
De ni landbrugsforeninger bag rådgivningsselskabet Velas har oprettet et Politisk Forum, der skal arbejde for at skabe de bedst mulige rammer og betingelser for at drive landbrug i Danmark.
Politisk Forum består af formændene for de ni foreninger, som mødes 4-6 gange om året for at drøfte politiske emner og udfordringer på både nationalt, regionalt og lokalt plan.
- I Politisk Forum vil vi arbejde for landbrugets interesser. Vi vil søge indflydelse på den landspolitiske dagsorden og arbejde for, at det er fagligheden og fornuften, der går forrest, når der skal træffes beslutninger, fortæller tovholder for Politisk Forum, Henrik Nielsen, og fortsætter:
- Vi repræsenterer mere end 5.000 landmand på Fyn og i det midt- og østjyske. Ved at foreningerne går sammen i et Politisk Forum kommer vi til at stå stærkere og få en tydeligeres stemme. Det kan kun være til gavn for vores medlemmer. Vi tror på, at dialog er vejen til de gode løsninger, understreger han.
Mandag den 11. maj trak medlemmerne i Politisk Forum for alvor i arbejdstøjet og mødtes virtuelt med Anders Kronborg (S), der er fødevareordfører og medlem af Miljø- og Fødevareudvalget. Planen er nu at fortsætte drøftelserne på Christiansborg, når corona-situationen tillader det.
De ni foreninger bag Politisk Forum er: Familielandbruget Midtjylland, Landboforeningen Centrovice, Landboforeningen Kronjylland, Landboforeningen Midtjylland, Landboforeningen Odder-Skanderborg, Samsø Landboforening, Vejle-Fredericia Landboforening, Østjydsk Familielandbrug og Østjysk Landboforening. Foreningerne har via Landbrug & Fødevarer Østjylland et samarbejde med Djursland Landboforening.



































