Økonomi i dyr sandseparation
Selvom et anlæg til sandseparation hurtigt løber op i tre millioner kroner, kan det også være redskabet, der får Arla til at give 7,5 øre mere pr. liter mælk, vurderer Leif Skov, Agriteknik.

Klaas J. de Vries, Mavasol (tv) og Leif Skov, Agriteknik (th) ser sandseparation som et oplagt redskab i mælkeproducenternes klimakamp. Fotos: Christian Carus
Med større krav til bæredygtighed og klimafodspor bliver levering til biogassen et vigtigt håndtag at gribe fat i for danske mange landmænd.
Kokomfort og sundhed med sand i sengebåsene er også et vigtigt parameter for ydelse og kvalitet i mange malkebesætninger.
Sand og biogas er til gengæld ikke nogen god kombination, da man hos biogasanlæggene ikke modtager gylle med for meget sand, fordi det slider på anlægget.
Stort potentiale
Derfor ser Klaas J. de Vries, der er salgsdirektør i hollandske Mavasol, som står for alt salg af Daritechs sandseparation uden for USA, også et stort potentiale i det danske marked.
Lige nu kører der fire separationssystemer fra den amerikanske producent, som lover at kunne gøre sandet op til 98 procent rent.
- Med blandt andet større krav til bæredygtighed – blandt andet fra Arla - bliver sandseparation en nødvendighed for mange danske mælkeproducenter. Det giver muligheden for at levere gyllen til biogassen og et zero footprint i forhold til klimaet, lød det fra salgsdirektøren, der onsdag var på plads i NutriFair i Fredericia sammen med sin danske samarbejdspartner, Agriteknik.
7,5 øre ekstra betyder meget
Hos Agriteknik, der startede forhandlingen af Daritechs systemer i efteråret 2019, ser sælger Leif Skov også store muligheder.
- Det giver nogle forskellige muligheder. Blandt andet at levere flydende gylle, hvor man holder tørstofprocenten over 8,5, til biogassen og får fire kroner pr. ton. Man kan også lave gødning med 25 procents tørstof, som så kan fungere som fuldgødning på markerne, fortæller Leif Skov, som fastslår, at landmændene ikke skal lade sig afskrække af, at installationen af en sandseparationsanlæg hurtigt løber op i tre millioner kroner.
- Det er et middel til at leve op til Arlas krav, som giver 7,5 øre mere pr. liter. Så det kan altså hurtigt blive til mange penge, lyder det fra sælgeren, der bliver suppleret af Klass J. de Vries:
- Der er også mulighed for en plug and play-løsning med faste omkostninger og fuld vedligeholdelse over fem til syv år. På den måde har vi en løsning, der både kan give mere bæredygtighed, hvor man ikke bare hælder sand og gylle ud på marken, et lavere klimaaftryk og samtidig overskuelige omkostninger, siger den hollandske salgsdirektør.







































